FIFA Training Rewards – træningskompensation og solidaritetsmidler
FIFA Training Rewards er et samlet begreb for de økonomiske mekanismer, som FIFA har fastsat for at honorere klubber, der har uddannet og trænet unge spillere, når spillerne senere bliver professionelle eller skifter klub internationalt.
FIFA Training Rewards har til formål at:
- sikre, at klubber, som investerer i uddannelse og udvikling af unge spillere, anerkendes økonomisk,
- skabe incitament til talentudvikling,
- forhindre, at klubber kun rekrutterer færdigudviklede spillere uden at bidrage til fodboldens uddannelsessystem.
FIFA Training Rewards består af to dele:
1. Træningskompensation
Træningskompensation skal betales til spillerens uddannelsesklub(ber) i følgende situationer:
a) Førstegangsregistrering som professionel
Når en spiller for første gang registreres som professionel, og spilleren tidligere har været registreret for en klub eller klubber under et andet nationalt forbund (internationalt element)
- Den registrerende klub skal betale træningskompensation til alle tidligere udenlandske uddannelsesklubber.
- Perioden omfatter kalenderåret for spillerens 12. fødselsdag til og med kalenderåret for hans 21. fødselsdag.
- Beløbet fordeles forholdsmæssigt (pro rata) efter den tid, spilleren har været registreret i hver klub.
b) International transfer af professionel spiller
Når en professionel spiller gennemfører et klubskifte mellem klubber i forskellige nationale forbund frem til udgangen af kalenderåret for hans 23. fødselsdag.
- I denne situation skal træningskompensation alene betales til den umiddelbart tidligere klub.
- Kompensationen beregnes udelukkende for den periode, spilleren var registreret dér.
Der skal ikke betales træningskompensation, hvis
- spilleren overføres til en træningskategori 4-klub, eller
- en spiller, der tidligere har været registreret som professionel, genvinder amatørstatus i forbindelse med overgangen.
2. Solidaritetsmidler
Hvis en professionel spiller overføres eller udlejes mod betaling inden kontraktens udløb, skal den registrerende klub:
- tilbageholde 5 % af transfersummen (eller lånevederlaget), og
- fordele beløbet til de klubber, der har bidraget til spillerens uddannelse mellem kalenderårene for hans 12. og 23. fødselsdag.
Pligten til at betale solidaritetsbidrag gælder, når der er et internationalt element, dvs.:
- ved overgange (eller lejeaftaler) mellem klubber i forskellige nationale forbund, eller
- ved overgange mellem klubber under samme forbund, hvis spilleren tidligere har været registreret i en klub under et andet forbund.
Fordelingen sker som følger:
- 12.–15. år:
5 % af de 5 % pr. år - 16.–23. år:
10 % af de 5 % pr. år
Hvis spilleren har været registreret i mindre end et år i en klub, foretages beregningen forholdsmæssigt (pro rata).
Administration og udbetaling af FIFA Training Rewards sker via FIFA Clearing House
FAQ – FIFA Training Rewards (de internationale træningsmidler)
· FIFA Training Rewards er et samlebegreb for de økonomiske ordninger under FIFA, der har til formål at belønne og kompensere klubber for træning og uddannelse af unge spillere.
· Ordningen består af træningskompensation og solidaritetsbidrag, som betales til de klubber, som har bidraget til en spillers udvikling.
· Formålet er at tilskynde klubber til at investere i talentudvikling og sikre en mere retfærdig økonomisk fordeling i fodboldens transfersystem ved, at klubber, som har bidraget til en spillers udvikling, modtager økonomisk vederlag ved spillerens professionelle gennembrud og senere transfers.
- Træningskompensation betales, når en spiller:
- registreres som professionel for første gang, eller
- gennemfører et internationalt klubskifte som professionel inden udgangen af det kalenderår, hvor spilleren fylder 23 år (kun udbetaling til spillerens seneste klub).
- Solidaritetsbidrag udgør op til 5 % af en faktisk transfersum og fordeles mellem de klubber, som har trænet spilleren mellem det kalenderår, hvor spilleren fylder 12 år, og det kalenderår, hvor spilleren fylder 23 år.
· Klubber, der har været registreret som træningsklubber for spilleren i de relevante aldersperioder, er berettiget til at modtage Training Rewards i det omfang, de identificeres i spillerens Electronic Player Passport (EPP) og ikke har givet afkald (waiver) på deres rettigheder.
· Alle internationale og nationale transfers (med international dimension) skal notificeres og registreres i FIFA’s Transfer Matching System (TMS).
· Hvis en konkret transfer kan aktivere udbetaling af enten træningskompensation eller solidaritet, vil FIFA opdage det og generere et electronic player passport (EPP), som udfyldes af de nationale forbud (f.eks. DBU).
· FIFA går herefter ind og verificerer disse oplysninger og træffer afgørelse om klubbernes eventuelle berettigelse til kompensation. DBU Fodboldjura sender afgørelsen til de klubber, der ikke selv har adgang til TMS (hvilket som udgangspunkt er alle klubber uden kontrakttilladelse).
· Hvis der udløses betaling af træningskompensation eller solidaritet (f.eks. ved 1. prof. kontrakt eller ved betaling af en overgangssum), udsender FIFA en oversigt over den kompensation, der udbetales fordelt på de betalingsberettigede klubber, hvorefter sagen sendes til FCH.
· Et EPP indeholder spillerens klubhistorik og bruges til at beregne og fordele kompensationer til tidligere klubber.
· Et EPP udfyldes af de nationale forbund (herunder DBU) på baggrund af registreringsoplysninger om spilleren i de nationale systemer (KlubOffice).
· Det er spillercertifikatet, der danner grundlag for registreringerne, som DBU indberetter til FIFA. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på at få hentet spillercertifikatet, når en spiller skifter klub, så man ikke senere risikerer at gå glip af FIFA Training Rewards