International solidaritetskompensation

Hvad er solidaritetskompensation

Når en professionel spiller skifter fra én klub til en anden mod betaling af en transfersum, og der er et internationalt element ved overførslen, skal 5 % af enhver form for transfersum (fast transfergebyr, betinget transfergebyr og frikøbsklausul) tilbageholdes af den betalende klub til fordeling mellem de klubber der er berettiget til solidaritetskompensation.

Solidaritetskompensation fordeles mellem de klubber hvor spilleren har været registreret og trænet fra den 1. januar det år spilleren fyldte 12 år til og med 31. december det år spilleren fyldte 23 år. Kompensationen til den enkelte klub afspejler den periode spilleren har været tilknyttet klubben mellem kalenderårene hvor spilleren fyldte 12 til og med 23.

Det grundlæggende aspekt ved solidaritetskompensationen er, at den principielt kan udbetales i forbindelse med alle internationale overførsler, som indeholder en transfersum, under hele spillerens karriere. Dermed er det ikke vigtigt for solidaritetskompensation hvornår overførslen sker.

Det internationale aspekt i en overførsel gør sig både gældende ved overførsel mellem to forskellige nationale forbund, men også i tilfælde hvor spilleren tidligere har været overført mellem to forskellige nationale forbund, men nu overføres for en transfersum mellem to klubber i det samme nationale forbund.

Solidaritetskompensation gælder både på kvinde- og herresiden.

Reglerne om solidaritetskompensation fremgår af FIFA’s Regulations on the Status and Transfers of Players

 

Hvilke omstændigheder udløser solidaritetskompensation

  1. En professionel spiller foretager en transfer (med transfersum), enten køb eller lån, mellem to klubber der tilhører forskellige fodboldforbund
  2. En professionel spiller foretager en transfer (med transfersum), enten køb eller lån, mellem to klubber der tilhører samme fodboldforbund, men minimum én af spillerens forhenværende klubber hører under et andet forbund.

 

Eksempel på 1)

Spilleren, der er 25 år, spiller aktuelt i Klub A, som tilhører det danske fodboldforbund, men bliver nu købt mod betaling af Klub B, som tilhører det engelske fodboldforbund. Dette udløser en solidaritetskompensation på 5% af transfersummen til fordeling mellem de klubber hvor spilleren har været fra det år spilleren fyldte 12 år til og med det år spilelren fyldte 23 år, som har været med til at uddanne spilleren.

 

Eksempel på 2)

Spilleren, der er 25 år, spiller aktuelt i Klub A, som tilhører det danske fodboldforbund, men bliver nu købt mod betaling af Klub B, som også tilhører det danske fodboldforbund. Spilleren har tidligere været registreret hos klubber i England under den periode hvor klubber optjener ret til solidaritetskompensation. Dette forhold udløser solidaritetskompensation på 5% til fordeling mellem de klubber hvor spilleren har været fra det år han fyldte 12 år til og med det år han fyldte 23 år, som har været med til at uddanne spilleren.   

 

Hvordan beregner man solidaritetskompensation

Beregningen af solidaritetskompensationen foregår således, at 5 % af enhver form for transfersum (fast transfergebyr, betinget transfergebyr og frikøbsklausul) tilbageholdes af den betalende klub, der fordeler kompensationen mellem de klubber der er berettiget til solidaritetskompensation ud fra det spillerpas der udfærdiges af det forbund der sender spiller af sted til den nye klub.

Hvis der sker en kompensationsudløsende transfer før spilleren fylder 23 år, f.eks. når spilleren er 21 år, så er det kun den kompensation der er opfyldt på tidspunktet der udløses, altså cirka 4% af den samlede transfersum.

Herunder fremgår skemaet for hvordan betalingen fordeles til de pågældende klubber:

 

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 12 år: 5 % af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 13 år: 5 % af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 14 år: 5 % af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 15 år: 5 % af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 16 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 17 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 18 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 19 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 20 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 21 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 22 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

– Kalenderåret hvor spilleren fylder 23 år: 10% af 5 % af relevant transfersum

 

Fra året hvor spilleren fylder 12 år til og med året hvor spilleren fylder 15 år er procentsatsen 5% af de samlede 5%, hvilket svarer til 0.25 procent pr. år af den fuldstændige transfersum de første fire år. Fra det år spilleren fylder 16 år til og med det år hvor spilleren fylder 23 år er procentsatsen 10% af de samlede 5%, hvilket svarer til 0.5 procent pr. år af den fuldstændige transfersum. Forskellen i procentsatserne reflekterer, at træningsomkostningerne for klubber, generelt set, er lavere i de tidlige år af en spillers karriere, end den er i de senere år.

 

I det nedenstående findes 2 udførlige eksempler på udregning af solidaritetskompensation.

Eksempler på udregninger af solidaritetskompensation

Eksempel 1

Spilleren er 25 år og skifter fra Klub A til Klub B for 1.000.000 kr.

Spilleren har været i Klub 1 fra den 1. januar det år spilleren fyldte 12 år til og med den 31. december det år spilleren fyldte 14 år.

Spilleren har været i Klub 2 fra den 1. januar det år spilleren fyldte 15 år til og med den 30. juni det år spilleren fyldte 19 år.

Spilleren har været i Klub 3 fra og med den 1. juli det år spilleren fyldte 19 år til og med den dato hvor spilleren sælges til udlandet som 25-årig.

Den samlede transfersum er 1.000.000 kr., og dermed vil solidaritetskompensationen udgøre 5% af dette beløb, hvilket svarer til 50.000 kr.

De 50.000 kr. skal dermed fordeles mellem Klub 1, Klub 2 og Klub 3.

Klub 1 har haft spilleren tilknyttet i de 3 fulde år hvor spilleren fyldte 12, 13 og 14 år, og dermed er Klub 1 berettiget til 15% af de 50.000 kr., eller til 0,75% af den 1.000.000 der udgør den samlede transfersum. Solidaritetskompensationen udgør derfor 7.500 kr. til Klub 1.

Klub 2 har haft spilleren tilknyttet i de 4 fulde år hvor spilleren fyldte 15, 16, 17 og 18 år samt halvdelen af det år hvor spilleren fyldte 19 år. Det år spilleren fyldte 15 udgør 5% af det samlede 5%. Det år spilleren fyldte 16, 17, 18 og 19 år udgør alle 10% af de samlede 5 procent. Der er derfor tale om 5% + 10% + 10% + 10% + halvdelen af 10%. Dermed er Klub 2 berettiget til 40% af de 5% af transfersummen der skal fordeles mellem klubberne som enten svarer til 40% af de 50.000 kr., eller 2% af den samlede transfersum på 1.000.000 kr. Solidaritetskompensationen udgør derfor 20.000 kr. til Klub 2.

Klub 3 har haft spilleren tilknyttet i det resterende halve år at det år hvor spilleren fyldte 19 år samt de 4 år hvor spilleren fyldte 20, 21, 22 og 23 år. Da de resterende år alle udgør 10% af de 5% er Klub 3 berettiget til 45% af de 5% eller 2.25% af den samlede transfersum. Dette svarer til enten 45% af de 50.000 kr., eller 2.25% af den samlede transfersum på 1.000.000 kr. Solidaritetskompensationen udgør derfor 22.500 kr. til Klub 3.

 

Eksempel 2

Spilleren er 20 år og skifter fra Klub A til Klub B den 20. august det år spilleren fylder 20 år for 5.000.000 kr. Idet spilleren skifter klub det år spilleren fylder 20, er der ikke tale om en solidaritetskompensation på 5% af det samlede beløb. Fra spilleren fyldte 12 år til og med spilleren fyldte 19 år udgør 3% solidaritetskompensation. Den resterende del af kompensationen for det 20 år udregnes forholdsmæssigt. Det fulde år ville være 0.5% af den fulde transfersum eller 10% af de 5% af transfersummen. Fra 1. januar til og med den 20. august er der 231 dage ud af de fulde 365 dage. De 231 dage udgør derfor 63,29% af året, og dermed er procentsatsen (0.5*0,6329) cirka lig med 0.32% af den fulde transfersum. Den samlede procentsats der udgør solidaritetskompensationen, er derfor 3.32% af den fulde transfersum.

Spilleren har været i Klub 1 fra den 1. januar det år spilleren fyldte 12 år til og med den 23. juli det år spilleren fyldte 17 år.

Spilleren har været i Klub 2. fra den 24. juli det år spilleren fyldte 17 år til og med den 20. august det år spilleren fylder 20 år hvor spilleren bliver solgt til Klub B i udlandet.

Klub 1 har haft spilleren tilknyttet de 5 fulde år hvor spilleren fyldte 12, 13, 14, 15 og 16 år. Derudover har Klub 1 haft spilleren tilknyttet en periode af det år hvor spilleren fyldte 17 år. Denne periode går fra den 1. januar til og med den 23. juli. Perioden udgør 203 dage ud af de 365 dage der er på et år. Klub 1 er derfor berettiget til 55,62% af den kompensation der skal udbetales for det år hvor spilleren fyldte 17. Beregningen er lavet ved at tage 203 dage, dividere med de 365 dage der er på et år, og gange med 100 for at få den rette procentsats. (203/365)*100% = 55,62%. Kompensationen det år hvor spilleren fyldte 17 kan derfor enten udregnes ved at finde 55,62% af de 0,5% der udgør den solidariteten af den samlede transfersum, eller 55,62% af de 10% af de 5% der udgør solidaritetskompensationen i alt.

0,5*0,5562 = 0,2781% af den samlede transfersum, og dermed er kompensationen for denne del af året lig med 5.000.000*0,002781=13.905.

Alternativt kan kompensationen for denne andel af året findes ved at finde kompensationen for hele året ved at sige 5.000.000*0,005 = 25.000, og herefter finde 55,62% heraf som ligeledes giver 13.905 kr.

Den samlede kompensation til Klub 1 er derfor 12.500+12.500+12.500+12.500+25.000+13.905 = 88.905 kr.

Klub 2 har haft spilleren tilknyttet i den resterende periode af det år hvor spilleren fyldte 17 år samt de fulde år hvor spilleren fyldte 18 og 19 samt den periode af det år hvor spilleren fyldte 20 frem til spilleren blev solgt den 20. august. Solidaritetskompensationen for Klub 2 er derfor den resterende del af det år hvor spilleren fyldte 17 år, og dermed 25.000-13.905=11.095 samt 25.000 for hvert af de år hvor spilleren fyldte 18 år og 19 år samt den forholdsmæssige del af det år hvor spilleren fyldte 20 år. Idet vi har udregnet at dagene fra den 1. januar til og med den 20. august udgør 63.29% af året, kan vi blot tage 63.29% af de 25.000 som det fulde år ville have udløst. Dermed er den sidste del af kompensationen 25.000*0,6329=15.822,5. Dette beløb ville også kunne findes ved at tage de 0,5% året udgør af den samlede transfersum og gange dette med 0,6329, og dermed finde ud af at solidariteten det år udgør 0,31645 af den samlede transfersum. Den samlede solidaritetskompensation til Klub 2 er dermed 11.095+25.000+25.000+15.822,5= 76.917,5 kr.  

Bemærk at idet der regnes med procentsatser og alle decimaler ikke medtages, så er der visse uoverensstemmelser mellem de beløb I selv vil komme frem til.