MATCHFIXING - OG ANDEN UETISK ADFÆRD
På denne side kan du blive klogere på matchfixing og anden uetisk adfærd som spil på egen kamp, spil på kampe i egen turnering, misbrug af intern viden, modtagelse af gaver og meget mere.
Matchfixing er snyd, og det ødelægger fodbolden. Derfor er forbudt, og det vedkommer dig – også selvom du ikke lige tror det.
I gamle dage var det simpelt - én tipskupon med først 12 og siden 13 kampe. 1, X eller 2. Kuponerne skulle indleveres flere dage, inden kampene blev spillet.
Men i dag er det en anden virkelighed, for på langt de fleste bettingsider kan der spilles både før og under fodboldkampe. Og der kan bettes på meget mere end bare kampens udfald og første målscorer – og det gælder selv seriekampe og ungdomskampe i både fodbold og mange andre sportsgrene.
Nu kan du også spille på alt fra antallet af frispark til antallet af advarsler, eller om der kommer scoringer i kampens sidste kvarter. Det betyder, at der kan være rigtigt mange interesser i forskellige udfald undervejs i en kamp. Af en kamps stilling ved pausen eller et mål i slutminutterne. Og det forsøger kriminelle at udnytte via matchfixing.
Fodboldens integritet – et fælles ansvar
Fodbold er verdens mest populære sportsgren. Og fodbolden lever af sin integritet. Af tilliden til, at to hold på hver 11 spillere går på banen for at vinde kampen - eller lægger taktikken efter uafgjort, hvis det er et fordelagtigt resultat i holdets aktuelle situation og mod den pågældende modstander. Men altid på baggrund af sportslige motiver, som reelt gør det fuldstændig tilfældigt, om en kunde hos en eller flere spiludbydere vinder sit væddemål.
Den integritet skal vi værne om, og det har vi et fælles ansvar for. Derfor er der fælles regler for, hvad der er god opførsel, og hvad der er ulovligt. Det kan du læse mere om på de underlæggende sider.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål om uetisk adfærd eller matchfixing til pressehistorier, skoleopgaver eller lignende, er du velkommen til at kontakte DBU’s sikkerhedschef, Henrik Kjær Jensen, på mail: matchfixing@dbu.dk.