Fodboldens Appelinstans

Anke til Fodboldens Appelinstans

Hvilke sager kan ankes

Disciplinære afgørelser, der er truffet af en lokalunion eller af Fodboldens Disciplinærinstans, er som udgangspunkt endelige og kan ikke appelleres.

Følgende disciplinære afgørelser kan dog indbringes for Fodboldens Appelinstans:

  1. Bøder over 5.000 kroner.
  2. Fradømmelse af retten til at spille på hjemmebane i mere end én kamp – i de turneringer, der fremgår af listen neden for.
  3. Fradømmelse og tilkendelse af point samt ansættelse af målscore – i de turneringer, der fremgår af listen neden for.
  4. Disciplinære foranstaltninger om fastsættelse af en ny kamp (omkamp), genoptagelse og færdiggørelse af en afbrudt kamp, eller fastsættelse af kampresultatet, hvis en kamp er blevet afbrudt og det besluttes ikke at genoptage og færdiggøre kampen – i de turneringer, der fremgår af listen neden for.
  5. Disciplinær nedrykning af hold – i de turneringer, der fremgår af listen neden for.
  6. Udelukkelse på mere end 8 spillerunder idømt i de turneringer, der fremgår af listen neden for eller udelukkelse på mere end 11 spillerunder idømt i de af lokalunionerne udskrevne turneringer.
  7. Andre udelukkelser af mere end 6 måneders varighed.
  8. Frakendelse af amatørstatus.
  9. Frakendelse af æresbevisninger og hæderstegn.
  10. Disciplinære foranstaltninger over for klubber i Herre-DM’s øverste og næstøverste række og i Kvinde-DM’s øverste række, hvis konkrete forhold eller krav i DBU’s klublicenssystem ikke er efterlevet.
  11. Disciplinære foranstaltninger om inddragelse af kontrakttilladelse samt om disciplinære forholdsregler om fodboldagenter.
  12. Andre afgørelser, når Fodboldens Disciplinærinstans under hensyn til sagens beskaffenhed giver tilladelse dertil.

Der er mulighed for at anke, hvis det fremgår af listen oven for, og det er afgørelser vedrørende disse turneringer:

Danmarksturneringen i fodbold (Herre-DM)

Danmarksturneringen i kvindefodbold (Kvinde-DM)

Danmarksserien for herrer (Herre-DS)

DBU’s Landspokalturnering for herrer (Herre-LP)

DBU’s Landspokalturnering for kvinder (Kvinde-LP)

Danmarksturneringen i herreungdomsfodbold (Ungdoms-DM)

Danmarksturneringen i pigeungdomsfodbold (Pige-DM)

DBU’s Landspokalturnering for M +32 (M +32-LP)

DBU’s Landspokalturnering for M +40 (M +40-LP)

Danmarksmesterskabet i Futsal (DM i Futsal)

 

Ankeskrivelse

Ved anke til Fodboldens Appelinstans skal der indsendes en ankeskrivelse, som skal indeholde en beskrivelse af, hvad der er påstanden, og hvad ønskes ændret i afgørelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans.

 

Ankefrist og ankegebyr

Fristen for at anke til Fodboldens Appelinstans er 2 uger efter modtagelsen af afgørelsen.

Der skal sammen med ankeskrivelsen indsendes dokumentation for, at der er betalt ankegebyr på 1.000 kroner.

Indbetalingen skal ske på følgende konto i Nykredit:

Registreringsnummer: 5471

Kontonummer: 0002344183

IBAN nr. DK6954710002344183 – SWIFT/BIC NYKBDKKK

Lav følgende bemærkning ved indbetaling: ”Appel – KLUBNAVN (ELLER KLUBFORKORTELSE)”

 

Kendelser

Fodboldens Disciplinærinstans og Fodboldens Appelinstans offentliggør sine kendelser i et sagsarkiv på DBU's hjemmeside. Disse kendelser lægges op i sagsarkivet i anonymiseret udgave.

Sagsarkivet findes HER