Din stemme: Demente kan også spille fodbold
Projektet ”Brug Bolden” har aktiveret en gruppe demente i fodboldklubben ASA, Aarhus. Det er blevet så stor en succes, at det er nomineret til DBU’s En Del af Noget Større-pris. Læs mere og afgiv din stemme senest 21. februar.
Hvem er jeg på hold med?
Hvilken vej skal jeg løbe?
Husk lige bolden.
Hver fredag lyder de samme spørgsmål og de samme svar på fodboldklubben ASA’s anlæg på Frederiksbjerg midt mellem aarhusianske boligblokke.
STEM PÅ ”BRUG BOLDEN” |
Her er demente bare fodboldspillere
Her løber nemlig et hold fodboldspillere rundt, som alle har det til fælles, at de lider af demens. Demens er en kognitiv sygdom, som bl.a. stiller krav til repetition. Selvom man lige har fået at vide, at man er på det blå hold og skal score i målet mod syd, så kan det være glemt øjeblikket efter.
Men på ”Brug Bolden”-holdet er der ingen mangel på tålmodighed, der bliver gentaget og forklaret, så mange gange det er nødvendigt. ”Brug Bolden” er et fodboldprojekt kun for demente. Fysisk træning kan nemlig være med til at genskabe minder og følelser, og endda bremse sygdommen. For at sikre det demensfaglige i projektet er Alzheimerforeningen og Demensfællesskabet Østjylland tilknyttet med faglig støtte.
- I starten var der rent kaos, men de er nået langt, og nu laver de småspil og kan spille i firkant helt efter bogen, forklarer DBU Jylland-tovholder Anders Østergaard, der sender stor ros til trænerne, der er idrætsstuderende og går op i projektet med liv og sjæl.
Holdet består af både kvinder og mænd, som er blevet udvalgt til projektet. For at have faste rammer starter en træning altid med kaffe- og kagehygge og sluttes af med frokost. Og nogle gange inviteres pårørende med for at se, hvad det går ud på.
- Sidst var der en mand, der nærmest var ved at revne af stolthed over at vise det frem til sin kone og datter. Her var han jo fodboldspiller, og ikke bare dement. Det her fællesskab gør en forskel, og datteren havde glædestårer i øjnene, lyder det fra Anders Østergaard, der også selv af og til får gåsehud over at se glæden og fremskridtene.
ASA’s ildsjæl er stolt over ”Brug Bolden”
60 timer om ugen bruger pensionisten Anders Pilegaard Hansen i fodboldklubben ASA, og han sørger for stort set alt som kampfordeler, kasserer og alt derimellem. Selv er han meget beskeden og sender ære og ros videre til trænerne, men alt det praktiske med banebooking, nøgler, materialer og den slags – det klarer Anders.
- Det her projekt er med til at definere os som klub, og det er vi stolte af. ASA er en del af samfundet, og det er mangfoldigt, fortæller Anders Pilegaard Hansen om baggrunden for, at ASA er med i ”Brug Bolden”.
Der er intet overskud i projektet, men det er heller ikke et økonomisk perspektiv, der driver ASA’s involvering. Det handler om balance, samfundsansvar og fodboldglæde.
- Det er et lidt anderledes fodboldhold, fordi vi har brug for faglig professionel hjælp. Men ellers er de jo bare fodboldspillere, smiler ASA-ildsjælen.
Stem på ”Brug Bolden”
”Brug Bolden” er en af fire nominerede til DBU’s En Del af Noget Større-pris, som du kan stemme om netop nu.
Flere kommuner er interesseret i projektet, og aktuelt er Kolding Kommune i gang med at planlægge et forløb.
- Kunne vi finde fonds- eller sponsormidler til at drive dette projekt på et større niveau, ville det kunne betyde en stor indsats for demente, slutter Anders Østergaard fra DBU Jylland.
Læs mere
TV2 Østjylland: Vi er en lille familie, der kan tale om det samme