Sammen bygger vi fremtidens fodboldklubber
Danmark skal være verdens bedste land at være barn i.
Det er visionen bag Hele Danmarks Klubhus. Det mest ambitiøse udviklingsprojekt i dansk fodbolds historie skabt af DBU og stærke partnere med en fælles tro på, at børn og unge udvikler sig bedst i trygge, legende og meningsfulde fællesskaber.
For mange børn vokser i dag op i en tid præget af præstationspres, høje forventninger og stigende skærmtid. Flere oplever ensomhed, mistrivsel og manglende tilhørsforhold. Samtidig bliver de fysiske fællesskaber udfordret, og mange børn mister glæden ved bevægelse, leg og foreningsliv.
Det mærker vi også i fodbolden.
Hvert år starter tusindvis af børn til fodbold, men hvert år er der også mange, der stopper igen. Ikke nødvendigvis fordi de mister kærligheden til spillet, men fordi fodboldmiljøet ikke er motiverende for dem. Manglende sportslig udvikling, utilfredshed med trænere, savnet af fællesskab og følelsen af ikke at kunne leve op til forventningerne er fremtrædende årsager.
Det vil vi ændre. For fodbold er mere end et spil.
Fodbold er leg.
Fodbold er relationer.
Fodbold er modstandskraft, samarbejde og livsglæde.
Fodbold er et sted, hvor børn lærer at tro på sig selv og finder deres plads i fællesskabet.
Med Hele Danmarks Klubhus vil vi arbejde for at skabe positive klubmiljøer, hvor børn og unge ikke kun udvikler sig som spillere – men dannes som mennesker. Hvor glæden ved at deltage er lige så vigtig som resultatet. Hvor der er plads til forskellighed, nysgerrighed og deltagelse på egne præmisser. Og hvor voksne omkring børnene tager fælles ansvar for at skabe trygge og motiverende miljøer.
Hele Danmarks Klubhus starter ikke fra nul. Tværtimod. Projektet bygger på det stærke fundament, som allerede findes i dansk fodbold. Hver eneste uge skaber tusindvis af trænere, frivillige, ledere og forældre positive fællesskaber i klubber over hele landet. Det er de mange gode og veldrevne klubber, der er hjertet i dansk fodbold – og som udgør fundamentet for fremtidens udvikling.
Hele Danmarks Klubhus handler derfor ikke om at erstatte det eksisterende. Det handler om at udvikle og styrke det bedste, der allerede lever i klubberne. Sammen med klubberne. Sammen med de frivillige. Sammen med de mennesker, der hver dag gør en forskel for børn og unge.
Vi tror på, at fremtidens fodboldklubber skabes lokalt – men med fælles retning, ny viden og stærke fællesskaber på tværs af hele landet.
Derfor arbejder Hele Danmarks Klubhus både på og uden for banen. På banen udvikler vi legende fodboldmiljøer, hvor børn og unge oplever glæde, motivation og udvikling gennem trygge relationer og stærke fællesskaber.
Uden for banen styrker vi trænere, frivillige, forældre og klubledere, så de får endnu bedre forudsætninger for at skabe inkluderende og veldrevne klubmiljøer. For børn formes ikke kun af spillet på banen – men af hele kulturen omkring dem.
Som en central del af visionen etableres ni Regionale Fodboldcentre rundt om i landet. Centrene skal være samlingspunkter og inspirationsmiljøer for fremtidens fodboldklubber – steder hvor børn, unge, trænere, frivillige og klubledere kan mødes, lære, eksperimentere og udvikle nye måder at skabe legende og motiverende fællesskaber på. De regionale fodboldcentre skal fungere som levende laboratorier for fremtidens klubmiljøer og være med til at bringe ny viden, inspiration og fællesskab ud i hele dansk fodbold.
Samtidig etableres DBU Campus som et nyt nationalt samlingspunkt for Hele Danmarks Klubhus og dansk fodbolds udvikling. Campus skal være et åbent og folkeligt samlingssted, hvor fodboldens særlige sammenhængskraft styrkes, når vores yngste befinder sig side om side med vores bedste. Et moderne og visionært center, hvor specialdesignede træningsfaciliteter og innovative digitale løsninger skaber optimale betingelser for både den nysgerrige leg med bolden og muligheden for præstationer i verdensklasse.
Visionen for Hele Danmarks Klubhus er stor, men på samme tid enkel.
Vi vil skabe fodboldmiljøer, hvor flere børn bliver længere. Hvor flere føler sig set. Hvor flere tør prøve, fejle, lege og lykkes. Hvor fællesskabet bliver stærkere end presset udefra, og hvor ingen efterlades på sidelinjen. For når børn trives i fællesskaber, vokser de. Både på og uden for banen. I bredden og eliten.
Og hvis vi lykkes med det i fodbolden, kan vi være med til at gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i.