Derfor er der brug for en kulturforandring
Når vi siger ”fodbold”, mener vi ofte mændenes fodbold, mens vi tilføjer ”kvinde”, når kvinder spiller. Det samme gælder vores forestillinger om, hvem der er træner, hvem der er formand i bestyrelsen, hvilke hold der får mest opmærksomhed, hvilke kampe der bliver promoveret stærkest og hvem vi tænker på, når vi planlægger træning, turneringer og faciliteter.
Hver for sig kan disse forhold virke som små ting. Men tilsammen er de med til at forme vores billede af, hvem fodbolden først og fremmest er indrettet til, og hvem vi opfatter som en naturlig del af den.
Det er ikke så mærkeligt, at disse mønstre er opstået. Omkring 80 procent af dem, der er en del af dansk fodbold, er drenge og mænd, mens omkring 20 procent er piger og kvinder. Når langt de fleste gennem mange år har været drenge og mænd, har det også sat sit præg på fodboldens vaner, prioriteringer og måder at organisere sig på.
Derfor er der brug for en kulturforandring. Skal vi skabe et fælles dansk fodbold med lige muligheder, skal vi skubbe til den fodboldkultur, der eksisterer i dag.
I arbejdet med udviklingsplanen kom arbejdsgruppen frem til syv barrierer, der står i vejen for udviklingen af fodbold for piger og kvinder. Dem kommer vi nærmere ind på her.
De syv barrierer
Hvad er Udviklingsplanen?
Udviklingsplanen er den største samlede udviklingsindsats for piger og kvinder i dansk fodbold nogensinde. Den løber i årene 2022 – 2027 og er finansieret af FIFA.
Planen er resultatet af to års grundigt forarbejde med inddragelse af data, faglig viden, input og erfaringer fra en bred kreds af mennesker i og omkring dansk fodbold – både i Danmark og i udlandet. Omdrejningspunktet i Udviklingsplanen er en kulturforandring og værktøjerne dertil er de 12 indsatser.
De syv barrierer tegner tilsammen et billede af et dansk fodbold, hvor piger og kvinder stadig ikke har de samme muligheder som drenge og mænd
De syv barrierer er forskellige. Nogle handler om repræsentation og muligheder, andre om viden, anerkendelse, kvalitet og økonomi.
Men barriererne peger på den samme udfordring. Vores kultur. For bag dem ligger mange af de samme spørgsmål:
- Hvem investerer vi i?
- Hvem giver vi plads til og lytter til?
- Hvem ser vi som den naturlige træner, formand eller ekspert?
- Og hvem har fodboldens tilbud og rammer traditionelt været indrettet til?
Det er ikke nok at løse de syv barrierer én for én. Skal vi skabe en varig forandring, skal vi også arbejde med den kultur, barriererne er vokset ud af, og de vaner, prioriteringer og strukturer, der er med til at fastholde dem.
Det er derfor, kulturforandring er den røde tråd gennem udviklingsplanens 12 indsatser.