Sepp Piontek

Det var i januar 1979, DBU tilbød Josef Emanuel Hubertus Piontek jobbet som cheftræner for det danske landshold, og den 1. juli samme år tiltrådte han stillingen med beføjelser, ingen af hans forgængere nogensinde havde haft. ”Danmark skal ikke spille engelsk, tysk eller svensk, men dansk; det vil sige fodbold på en måde, der harmonerer med de danske spilleres teknik og temperament, opdragelse og mentalitet” sagde han.

Sepp Piontek – der som back havde spillet 203 kampe i Bundesligaen for Werder Bremen og vundet såvel den tyske pokalfinale som det tyske mesterskab – holdt hvad han lovede. Han personificerede ”Ordnung muss sein” og tilførte tysk grundighed og disciplin. Med sin konsekvente, ihærdige og seriøse indstilling forvandlede han landsholdet til en vinder uden at fratage spillerne de kreative kvaliteter, der var dansk fodbolds adelsmærke.

Det var med stor skepsis, landsholdsspillerne modtog meddelelsen om, at Sepp skulle være deres træner. ”Nej; ikke en tysker” udbrød Preben Elkjær. Men i løbet af et halvt år fandt de ud af, at Sepp formentlig bedre end nogen anden kunne hjælpe dem til tops i international fodbold. De fik ikke alene respekt for hans seriøse indstilling, faglige kvalifikationer og enorme energi og flid. De kom også til at synes om ham.

I Tyskland var træneren og spillerne De’s. Men Sepp, der forbløffende hurtigt lærte at forstå og tale dansk, sagde du til de danske spillere ligesom de gjorde det til ham. Sepp havde slået tonen af, og den var kammeratlig. Men der var aldrig nogen tvivl om hvem der havde kommandoen. Som Niels-Christian Holmstrøm, på det tidspunkt cheftræner i KB, som han nu er formand for, bemærkede: ”Når Sepp gav en ordre, rettede spillerne sig op – måske med undtagelse af Morten Olsen, og han behøvede det ikke, fordi han altid forstod at skille snottet fra skægget.”

Operationen lykkedes, eftersom dansk fodbold omsider fik det fulde udbytte af det arbejde med ungdommen, tusindvis af frivillige ledere og ulønnede trænere kærligt, ihærdigt og entusiastisk havde investeret i og systematisk praktiseret igennem mange år på en facon, der havde aftvunget respekt og beundring ud over alle grænser.

Sepp Piontek førte landsholdet til slutrunderne om Europa Mesterskabet i Frankrig i 1984 og verdensmesterskabet i Mexico to år senere. I den periode var det danske landshold et af verdens bedste og en hel nations kæledægge.

Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2011

Født 5. marts 1940 i Breslau (nu Wrocklaw i Polen)
6 landskampe for Vesttyskland
115 kampe som cheftræner for Danmark:
52 sejre • 24 uafgjorte • 39 nederlag • Målscore: 167-123

Se statistik for Sepp Piontek her

Sepppiontek