Richard Møller Nielsen

Det kan diskutere om nogen fodboldtræner har gjort en større indsats for dansk fodbold end Richard Møller Nielsen, men ikke at han har præsteret alle tiders største resultat.

Richard Møller Nielsen var cheftræner for landsholdet, som en skøn aften i juni 1992 vandt Europa Mesterskabet ved i finalen på Nya Ullevi i Göteborg at besejre Tyskland med 2-0.

Han fulgte triumfen op i januar 1995, da han førte sit hold til tops i Intercontinental Cup i Saudi Arabien med deltagelse af de kontinentale mestre fra Sydamerika, Nordamerika, Afrika, Asien, Oceanien og Europa. I finalen blev det til en sejr på 2-0 over Argentina.

Det er rimeligt at tro, Richard Møller Nielsen kunne have sikret et tredje trofæ til DBU nogle år tidligere. Samtidig med at være assistent for Sepp Piontek omkring A-landsholdet havde han ansvaret for at udvikle en af dansk fodbolds mest talentfulde generationer; den første generation, som arbejdede på fuld tid i klubberne, og hvor kravet var at spille for at vinde og ikke kun at spille for at være med.

En fadæse i DBU’s administration gjorde, at dette danske olympiske hold ikke kvalificerede sig til legene i Seoul i 1988. FIFA straffede den ved at ændre en dansk 2-0 sejr i Polen til et 3-0 nederlag. Derved rykkede Vesttyskland op på førstepladsen foran Danmark i puljen, kvalificerede sig til den olympiske turnering og erobrede bronze.

Den atletiske Richard Møller Nielsen med et James Dean-look, der kunne have gjort sig i Hollywood, var en fremragende forsvarsspiller i OB. At han kun opnåede at spille to gange for det danske A-landshold, skyldtes, at han pådrog sig en alvorlig knæskade og måtte slutte som aktiv allerede som 25-årig.

Det blev straks starten på en lang karriere som træner i OB og andre danske klubber, inden han i 1990 afløste Sepp Piontek som chef for det danske landshold. Efter tro tjeneste i DBU var han cheftræner for såvel det finske landshold i fire år som det israelske i to år.

Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2014

Født 19. august 1937 i Ubberud • Død 13. februar 2014
2 landskampe for Danmark
73 kampe som cheftræner for Danmark:
40 sejre • 18 uafgjorte • 15 nederlag • Målscore: 115-55

Læs hele Peter Schmeichels introduktionstale her
Richard Møller Nielsens trænerstatistik

Richard Moeller Nielsen