Peter Schmeichel

Med sine 129 kampe er han den, der har optrådt flest gange for Danmark. Han er også den eneste målmand, som har scoret for det danske landshold.

Peter Schmeichel hjalp Danmark til at vinde Europa Mesterskabet i 1992 – først og fremmest med sin redning på straffesparket fra Marco van Basten i semifinalen mod Holland og sin præstation i finalen mod Tyskland. ”Uden ham i det danske mål havde jeg scoret fire gange” bemærkede Jürgen Klinsmann.

Sir Alex Ferguson har omtalt ham som verdens bedste målmand; bedre end Lev Jasjin og Gordon Banks.

’The Great Dane’ spillede en hovedrolle i sæsonen 1998-99, da Manchester United vandt ’The Treble’; kulminerende på Camp Nou i Barcelona, hvor han var anfører og med til at vinde 2-1 over FC Bayern Mûnchen i finalen i UEFA Champions League.

Der er mange eksempler og beviser på hvorfor, Peter Schmeichel er en af historiens største målmænd. Et af de mest bemærkelsesværdige er, at han fra sin debut for Brøndby IF i 1. division i 1987 indtil 2001 aldrig sluttede dårligere end nummer 2 i ligaen med sit hold!

”Det er sjældent, en målmand omtales som matchvinder, men det var netop hvad Peter var. Hvis vi blot lavede et enkelt mål, var det ofte nok til at vinde” erindrer Ryan Giggs, holdkammeraten i Manchester United igennem otte sæsoner. ”Ingen er perfekt, men Peter Schmeichel var så tæt på at være det som ingen anden målmand i historien” mener Sir Bobby Charlton.

Peter Schmeichel er den danske spiller, som har opnået flest titler og priser. Selv Dronning Elizabeth har hædret ham for hans glorværdige bedrifter. Det var i 2001, da hun gjorde ham til ’Member of the British Empire’.

Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2009

Født 18. november 1963 i Søborggård
Klubber: Ledøje Smørum Fodbold • Høje Gladsaxe IF • Boldklubben Hero • Hvidovre IF • Brøndby IF • Manchester United FC • Sporting Clube de Portugal • Aston Villa FC • Manchester City FC
129 landskampe • 1 mål (1987-2001)

Se spillerstatistik her

Peter Schmeichel