Lone Smidt Nielsen
Lone Smidt Nielsen personificerer mere end nogen udviklingen i dansk kvindefodbold, siden DBU på sit repræsentantskabsmøde i Aalborg den 27. februar 1972 for alvor diskuterede, om det var relevant at anerkende fodbold for piger og kvinder. Klubberne var forbeholdt drenge og mænd, men fik nu tilladelse til at optage piger og kvinder som medlemmer.
Det var dog opfattelsen, at det var for tidligt ligefrem at arrangere turneringer og landskampe for dem. De fleste var imod et så vidtgående skridt, indtil DBU’s mangeårige højt respekterede kasserer Lennart Ahlstrøm kom pigerne til undsætning. Han var en personlighed, alle lyttede til. Almindeligvis gik han kun på talerstolen for at fremlægge budget og regnskab, men under den ophedede debat blandt repræsentanterne, der alle var mænd, syntes han, det var på tide at blande sig. ”Jeg vil gerne sige til pigerne: vi skal nok få den op at stå.”
Salen morede sig højlydt over denne fortalelse, men den ændrede stemningen totalt. To år senere blev forslaget om et landshold og en landsdækkende turnering vedtaget.
På det tidspunkt havde Lone Smidt Nielsen (født Hansen) allerede bevist sit exceptionelle talent for fodbold i Hover IF i nærheden af Vejle. Hun var bevægelig, teknisk brillant, havde blik for spillet, sparkede lige godt med begge ben og kunne heade.
Lone Smidt Nielsen var forud for alle sine jævnaldrende holdkammerater. Hun var 16 år, da hun fik sin debut på 1. divisionsholdet i Kolding, og da hun – som den hidtil yngste – debuterede på landsholdet. Hun var den første, som opnåede at spille 50 landskampe – endda i træk. Det var i en periode, hvor det var almindeligt med kun 3-4 landskampe om året.
I 1979, da hun havde skiftet til B 1909, hjalp hun Danmark til at vinde Europa Mesterskabet med sejre på 3-1 over Frankrig, 2-0 over Skotland, 1-0 over Sverige i semifinalerne og 2-0 over værtsnationen Italien i finalen på Stadio San Paolo i Napoli. Hendes præstation medførte det første af mange tilbud fra italienske klubber.
Lone Smidt Nielsen følte sig dog først klar i 1985 til en karriere som professionel i Italien, hvor hun med blandt andre Susanne Augustesen som holdkammerat spillede for AFC Trani 80 og i sine to sæsoner hjalp klubben til at vinde det nationale mesterskab i dem begge udover at blive topscorer i Serie A i den første. Hun blev omtalt som verdens bedste kvindelige fodboldspiller, og selv Hummel producerede en særlig støvle, som blev opkaldt efter hende.
Lone Smidt Nielsen blev i 2015 kåret som Århundredets Kvindelige Fodboldspiller i Danmark.
Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2017.
Født 1. januar 1961 i Vejle
Klubber: Hover IF • Kolding Boldklub • Boldklubben 1909 • AFC Trani 80
57 landskampe • 22 mål (1977-88)