Jan Mølby
Kolding IF har skabt mange dygtige fodboldspillere i sin 128-årige historie, men Jan Mølby er den eneste af dem, som har opnået at komme på det danske landshold.
Jan Mølby var 17 år, da han i 1981 debuterede på klubbens 1. hold, som på det tidspunkt befandt sig i 2. division, og som han hjalp til oprykning til landets bedste række.
Hans talent var indlysende. Da Aad de Mos, den daværende cheftræner i AFC Ajax, kom til Kolding i efteråret 1981 for at besigtige og købe Friedl Ovesen fra Fremad Amager – kendt som ’verdens hurtigste brandmand’ – bestemte han sig allerede under opvarmningen for at satse på Jan Mølby.
Inden Jan Mølby drog til Amsterdam, spillede han 15. juni 1982 mod Norge i Oslo sin første kamp på A-landsholdet; det samme gjorde den et år yngre Michael Laudrup.
Jan Mølby etablerede sig prompte i den hollandske klub, som vandt både mesterskabet og pokalturneringen. Han bidrog til triumferne i så høj grad, at Liverpool FC i 1984 hentede ham til Anfield. Selv om den engelske klub formentligt havde det bedste hold i verden, var der plads til ham i startopstillingen.
Den 188 cm høje dansker var en teknisk fremragende og boldsikker midtbanespiller, der med både højre og venstre ben mestrede såvel de korte pasninger som de lange afleveringer med præcision og desuden i kraft af sit overblik og sin evne som bolderobrer kunne vende forsvar til angreb på et split-sekund.
Jan Mølby blev engelsk mester med Liverpool FC tre gange; og han var med til at vinde FA Cup-finalen på Wembley lige så ofte. I 1986, da klubben med Kenny Dalglish som spillende manager vandt 3-1 over Everton FC, blev ’The Great Dane’ kåret som Man of the Match.
I sine 11 sæsoner i Liverpool FC med 292 kampe, 61 mål og 42 assists oplevede Jan Mølby mange uforglemmelige glæder og triumfer, men også på nært hold to af de største tragedier i fodboldens historie: ulykken på Heysel Stadion i Bruxelles i 1985, da 39 Juventus-tilhængere mistede livet, og på Hillsborough i Sheffield i 1989, da 97 af klubbens fans, mange af dem børn og unge, omkom i forbindelse med FA Cup-semifinalen mod Nottingham Forest FC.
Jan Mølby regnes for en legende i Liverpools historie. Såvel klubben som byen har hædret ham. I 1996 fik han som den første udlænding på Anfield en såkaldt testimonial, og i 2009 udnævnte byens borgmester ham til Æres-Scouser; en titel, han er meget stolt af. Scouse er navnet på den helt specielle dialekt i Liverpool og området omkring Mersey-floden. Det har en kulinarisk oprindelse som en variant af ordet lobscouse, der i Danmark kendes som skipper labskovs.
Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2023.
Født 4. juli 1963 i Kolding
Klubber: Kolding IF • AFC Ajax • Liverpool FC • Barnsley FC • Norwich City FC • Swansea City FC
33 landskampe • 2 mål (1982-90)