Danmarks U21-herrer var fredag aften gæster hos Østrig i Wien i EM-kvalifikationens næstsidste kamp.

Landstræner Lars Knudsen havde ændret på et par pladser i forhold til 2-0 sejren over Belarus tidligere på ugen, men Theo Sander i buret holdte han fast i. Og keeperen kvitterede for tilliden med flere afgørende redninger i løbet af de 90 minutter.

I den indledende fase af kampen reddede Sander en afslutning på klods hold, ligesom han vogtede sit felt flot, når østrigerne forsøgte at komme til chancer på flere af deres standardsituationer.

I den anden ende af banen viste de danske talenter momentvis også tænder, men 0-0 var stillingen da opgørets israelske dommer blæste til pause.

Harder lynede igen

Åbningen kom kort inde i anden halvleg, da indskiftede Conrad Harder scorede aftenens første mål efter flot og uselvisk forarbejde af Valdemar Byskov. Angriberen har dermed scoret alle tre danske mål ved denne samling.

Herefter kom den danske defensiv under et massivt tryk, og den aggressive østrigske stil pressede gæsterne langt tilbage på banen. Trods et ihærdigt forsøg på det modsatte, måtte Sander alligevel se sig passeret efter 69 minutters spil, da en anden indskifter, Erik Kojzek, sendte bolden i mål via en afretning omkring det lille felt.

I slutfasen var der store chancer i begge ender, men det endte 1-1 i Wien. Julius Berthel Askou blev udvist med få minutter igen, da han modtog sin anden advarsel for aftenen.

Askou sidder derfor ude med karantæne, når U21-herrerne tirsdag aften spiller gruppefinale mod Belgien på Vejle Stadion. Vinderen af kampen tager den direkte billet til EM-slutrunden i juni måned i Albanien og Serbien, mens et andet resultat med stor sandsynlighed sender Danmark ud i to playoff-kampe mod en endnu ukendt modstander i november.