Hvordan skal fodbolden udvikle sig i de kommende år, og hvordan skaber vi de bedste rammer for både klubber, spillere og ledere?  

Det var nogle af de spørgsmål, der dannede rammen om DBU’s årlige fællesmøde forud for Herrelandsholdets Nations League-opgør mod Wales. 

Et af dagens temaer var Hele Danmarks Klubhus og arbejdet med at styrke klubberne i de kommende år. Her blev der sat fokus på den nye bestyrelse og de forskellige kompetencer, der skal være med til at drive udviklingen fremad. 

Blikket blev også rettet mod fodbold for piger og kvinder. Landstræner Jakob Michelsen tog afsæt i Kvindelandsholdets udvikling og vejen frem mod VM i Brasilien, mens vicepræsident i UEFA Laura McAllister løftede perspektivet til de strukturer og den kultur, der præger fodbolden. 

Her var et af temaerne, at udviklingen ikke kun handler om det, der sker på banen, men også om, hvem der sidder med omkring bordet. Flere kvinder i bestyrelser og ledelser og flere synlige rollemodeller var derfor blandt de emner, der blev drøftet. 

Fællesmødet samlede DBU’s bestyrelse, medlemmer, komitéer og udvalg og gav samtidig mulighed for at mødes på tværs, udveksle perspektiver og drøfte den fortsatte udvikling af dansk fodbold.