Kasper Kececi kom til DBU i sommeren 2025 og har siden stået i spidsen for nogle af Danmarks største unge fodboldtalenter. Nu er parterne blevet enige om at forlænge samarbejdet med yderligere to år.
DBU's talentudviklingschef for herrer, Kenneth Brogaard, er meget tilfreds med, at Kasper Kececi fortsætter i rollen som ungdomslandstræner.
"Vi er rigtig glade for, at vi har forlænget samarbejdet med Kasper. Samarbejdet har fungeret rigtig godt, og der er en tydelig faglighed og retning i det arbejde, han står i spidsen for. Kasper har både været med til at udvikle holdet og har samtidig selv udviklet sig i rollen som landstræner," siger Brogaard.
Siden sin tiltrædelse har Kasper Kececi blandt andet stået i spidsen for U16-landsholdet i kampe mod stærke europæiske nationer som Tyskland, England og Spanien. I sommeren 2026 fulgte han årgangen videre til U17-landsholdet, hvor det blandt andet er blevet til sejre over Sverige og Finland ved den internordiske turnering i august måned.
Forlængelsen er samtidig et udtryk for DBU's ønske om at skabe kontinuitet omkring U-landsholdene og sikre de bedste rammer for udviklingen af de unge spillere.
"Kontinuitet er vigtigt i vores talentudviklingsarbejde. Vi tror på den retning, der er sat med Kasper, og vi ønsker at give det arbejde tid og rum til at udvikle sig yderligere. Derfor er det også helt naturligt for os at fortsætte samarbejdet de kommende to år," siger Kenneth Brogaard.
Inden skiftet til DBU var Kasper Kececi assistenttræner for FC Nordsjællands U19-hold. Han har desuden international erfaring fra norske Bodø/Glimt, hvor han gennem to år arbejdede med klubbens U19- og andethold.
Kasper Kececi glæder sig over forlængelsen og ser frem til at fortsætte arbejdet med de unge landsholdsspillere, der allerede i november står over for en vigtig opgave i EM-kvalifikationen.
"Jeg er både glad og stolt over at have forlænget min aftale med DBU. Det har været en stor fornøjelse at arbejde med nogle af landets dygtigste unge fodboldspillere, og jeg glæder mig over den udvikling, vi har haft som hold i den tid, vi har arbejdet sammen. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med spillerne og være med til at skabe de bedste forudsætninger for deres videre udvikling. Samtidig står vi foran nogle spændende udfordringer med EM-kvalifikationen i november, hvor vi har en klar ambition om at kvalificere os til Elite Round i marts 2027. Det glæder jeg mig rigtig meget til at tage hul på sammen med spillerne og resten af staben," siger Kasper Kececi.