“Jeg har besluttet at genopstille til UEFA Eksekutivkomité ved UEFA-kongressen i april næste år. Den beslutning har jeg truffet i forlængelse af Aleksander Čeferins udmelding om, at han ønsker at fortsætte som UEFA-præsident. I dansk fodbold har vi længe været tydelige om vores opbakning til ham, og jeg ønsker at fortsætte arbejdet tæt sammen med ham.

UEFA er det sted, hvor dansk fodbold kan få reel international indflydelse. Det gælder både de store principielle spørgsmål om fodboldens ledelse og den europæiske sportsmodel og de konkrete interesser for dansk fodbold - fra græsrødderne og udviklingen af kvindefodbolden til solidaritetsmidler, adgang til europæiske turneringer og en fair fordeling af værdierne i fodbolden.

DIF har med sin internationale strategi understreget, at de danske specialforbund skal søge indflydelse internationalt. Det ansvar tager vi alvorligt. Vi skal tale dansk fodbolds sag og være en stærk stemme for de værdier, der kendetegner dansk idræt. Kulturministeren bakker også op om vores position og om at søge stærkest mulig indflydelse.

Jeg var med til at bekæmpe European Super League, og senest stod vi sammen mod FIFA Forward Enterprise. Begge sager viste, at vi ikke kan tage den europæiske fodboldmodel for givet. Når presset kommer, er det ikke altid nok med ord. Derfor skal UEFA have handlekraft og holde alle muligheder åbne.

På dagens UEFA TEP-møde i Berlin drøftede vi forslag til grundlæggende reformer af FIFA og en fælles profil for en kommende FIFA-præsident. Jeg er meget tilfreds med arbejdet og bakker fuldt op om forslagene om en klarere magtfordeling, stærkere uafhængig kontrol og reel indflydelse til medlemslandene.

Vi har også opnået enighed om, hvilken profil en kommende FIFA-præsident skal have. Det er den rigtige rækkefølge: Først skal vi være enige om kravene, derefter skal vi finde den rette kandidat. Sammen med reformforslagene giver det et godt grundlag for de videre drøftelser, når vi mødes igen i begyndelsen af november.

Vi har ingen tillid til FIFA’s præsident og kan ikke støtte et genvalg. Nok er nok. Det handler ikke kun om at finde en ny præsident, men også om at ændre FIFA, så ingen enkeltperson kan sætte sig over fodbolden.

Der er én afgørende forskel fra 2023. Dengang stod vi næsten alene med vores kritik af FIFA’s præsident. I dag er vi langt flere, der ønsker en anden retning for FIFA. Tidligere var vi ikke mange nok til at udgøre en reel opposition. Det er vi nu, og det giver os helt andre muligheder for at få indflydelse, uanset hvad der sker i 2027.

Netop derfor skal vi i UEFA sørge for, at vi aldrig står uden muligheder, hvis europæisk fodbold igen kommer under angreb. Vi kommer aldrig til at opgive fodbolden til enkeltpersoner eller interesser, der sætter sig selv over spillet.

Jeg vil bruge min position til at skabe indflydelse for dansk fodbold, bakke Čeferin op og tage de svære kampe, når de kommer. Derfor genopstiller jeg.”