De Regionale Fodboldcentre: Oaser af leg og læring
Keingart Space Activators og Reværk Arkitektur står bag designet af Danmarks nye Regionale Fodboldcentre, der skal inspirere til nye måder at træne, lege og lære på.
Hvis klubber, skoler og daginstitutioner skal tage turen til et af Danmarks kommende Regionale Fodboldcentre, skal der være noget at køre efter.
Det har været et grundlæggende princip i udviklingen af de ni centre, der skal fungere som regionale mødesteder for oplevelser, inspiration, uddannelse, netværk og videndeling.
Centrene skal samtidig give børn og unge mulighed for at møde fodbolden på nye måder og inspirere trænere og klubber til at tage idéer med hjem.
Derfor har DBU siden efteråret 2025 samlet kompetencer fra blandt andet børne- og ungdomsfodbold, trænerudvikling, talentudvikling, arkitektur, design og leg til udviklingen af principdesignet.
Konceptet for baneanlægget er udviklet af Hele Danmarks Klubhus og designet af Keingart Space Activators med faglig rådgivning fra blandt andre Designskolen Kolding og specialister fra DBU-systemet. Selve klubhuset midt i aktivitetszonen er tegnet af Reværk Arkitektur, der i forsommeren vandt arkitektkonkurrencen om opgaven.
Skal stimulere børns nysgerrighed
De Regionale Fodboldcentre bliver ikke en samling traditionelle rektangulære fodboldbaner. Selve baneanlægget bliver 110 x 110 meter og etableres med kunstgræs uden gummigranulat på spilleflader og stier. Rundt om anlægget etableres bakker i forskellige højder med træer, buske, vildt græs og blomster.
”Gennem brug af landskabelige elementer som bakker, volde og beplantning har vi ønsket at indskrive fremtidens fodbold i naturens rammer. Anlæggets overordnede formgivning bryder med de firkantede baneformater og inddeler hele området i fem inspirerende fodboldzoner, der hver især opleves som en grøn lysning, med åbninger mod klubhuset og samlingspladsen i midten. De organisk formede landskabsrum og de mange usædvanlige spilmuligheder skal stimulere nysgerrighed og legende adfærd og samtidig skabe mere intime og trygge rum for børnene” siger Flemming Overgaard fra Keingart Space Activators, der har været arkitekt på baneanlægget.
Fem zoner skal udfordre fodbolden
Fem stier fører fra hver sin retning ind mod anlæggets centrale torv og klubhus. Samtidig opdeler de anlægget i fem forskellige fodboldfaglige zoner:
Teknikerværkstedet, Øvelsesland, Kamppladsen, Motorikhjørnet og Målfesten. Tilsammen skal zonerne stimulere børn og unges sportslige, kreative, kognitive og motoriske udvikling.
Zonerne bryder bevidst med den traditionelle firkantede fodboldbane og skal give mulighed for forskellige former for træning, leg og kamp. Samtidig er anlægget indrettet, så op til fem grupper kan være aktive på samme tid. Hver zone kan rumme cirka 30-40 spillere og er visuelt adskilt fra de øvrige områder gennem landskabet.
Ambitionen er ikke, at centrene skal danne ramme om aktiviteter, der kun kan gennemføres på de særlige baneanlæg. Inspirationen og aktiviteterne skal som udgangspunkt kunne tages med hjem og omsættes i den enkelte lokale klub.
“Med fodboldcentret har vi ønsket at udfordre fodboldens traditionelle træningsformater og skabe en oase af leg og læring. Vi har søgt en balance mellem høj fodboldfaglighed og nye, skæve aktiviteter, der kan udfordre vores forestilling om, hvordan træning for børn kan se ud. Noget skal være så særligt, at centrene er værd at køre efter. Men hovedparten af det, man oplever og lærer, skal samtidig kunne inspirere til nye aktiviteter hjemme i klubberne,” siger Thomas Fenger, konceptudvikler og programleder for de Regionale Fodboldcentre i Hele Danmarks Klubhus.
Klubhuset midt i anlægget
Hvor de fem stier mødes, ligger fodboldcentrets klubhus, der har et bruttoareal på 173 kvadratmeter. Klubhuset skal både være samlingspunkt for børn, unge, trænere og forældre og skabe rammer for blandt andet uddannelse, workshops og netværksmøder.
Klubhuset bygges med naturelementer og er udviklet med fem grundlæggende designparametre: lys, luft, lyd, læ og ly. Tanken er, at huset ikke blot skal være et sted, man går ind, når træningen er slut, men en integreret del af livet på hele fodboldcentret.
Klubhuset er tegnet af Reværk Arkitektur, som vandt arkitektkonkurrencen om at gentænke det klassiske klubhus.
”Med klubhuset har vi designet en nyfortolkning af det klassiske klubhus med en placering midt på anlægget fremfor en placering på kanten af anlægget, som vi traditionelt gør i Danmark. Herved skabes en endnu vigtigere rolle for klubhuset som et centralt, fysisk mødested for fællesskab og aktiviteter. Vi har haft særligt fokus på at skabe en tæt forbindelse mellem aktiviteterne ude og inde og på at tegne et hus med høj brugbarhed og gedigne materialer”, siger Mathias Nørgård, stifter og ejer af Reværk Arkitektur.
Børnene har været med i designfasen
De Regionale Fodboldcentre er ikke kun udviklet af arkitekter og fodboldfaglige eksperter. Børn, unge og trænere har været involveret gennem workshops og prøvehandlinger, mens Designskolen Kolding blandt andet har bidraget med faglig viden om leg og brugerinddragelse.
Idéer er blevet afprøvet med kommende brugere, vurderet og enten videreudviklet eller sorteret fra. Den tilgang skal fortsætte, også efter de første centre åbner.
“Vi har ikke ønsket at sidde ved et skrivebord og gætte på, hvad børn og unge synes er sjovt. Vi har bygget idéer, testet dem med brugerne og lært af deres reaktioner. Nogle idéer er blevet droppet, mens andre er blevet en del af det endelige design,” siger Jens Due Olsen, forperson i bestyrelsen for Hele Danmarks Klubhus.
Metoden fortsætter, når de første centre åbner. Vejen og Silkeborg bliver efter planen de første i efteråret 2027 og skal samtidig fungere som pilotcentre, mens de resterende centre planlægges og etableres.
Her skal blandt andet aktiviteter, bookingprincipper og den daglige anvendelse af centrene afprøves og justeres på baggrund af erfaringer og feedback fra brugerne.
De resterende centre forventes løbende at åbne i 2028 og 2029.
Fakta
- De Regionale Fodboldcentre er finansieret med en donation på 200 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 20 millioner kroner fra DBU mens kommunerne bidrager med at sikre driften.
- De Regionale Fodboldcentre er det ene af tre programsøjler i Hele Danmarks Klubhus – DBU’s 5-årige nationale udviklingsprogram med udløb i 2030.
- Det tilsigtes at etablere Regionale Fodboldcentre i København, Holstebro, Bornholm, Fyn, Nykøbing Falster, Høje Taastrup, Aalborg, Silkeborg og Vejen, hvoraf der aktuelt er rammeaftaler på plads med de fem sidstnævnte kommuner. I de øvrige kommuner er der positiv og fremskreden dialog
Følgende specialister har bidraget til udviklingen af de regionale fodboldcentre:
Baneanlæg
Keingart Space Activators: Design af baneanlæg
Designskolen Kolding: Faglig rådgivning om leg
Dines Jørgensen & Co.: Rådgivende ingeniør
A-Sport: Leverandør af faciliteter og udstyr
Klubhus:
Pluskontoret Arkitekter: Bygherrerådgiver
Reværk Arkitektur: Design af klubhus
Michael Mortensen: Entreprenør på Klubhus