Morten Rutkjær bliver ny landstræner for Danmarks U23-kvindelandshold fra årsskiftet. Han overtager posten efter Mark Strudal, hvis kontrakt udløb i sommeren 2026.

Rutkjær kommer fra en stilling i DBU Talent og har UEFA Pro-licens samt bred trænererfaring fra både klub- og landsholdsfodbold. Han har tidligere blandt andet været cheftræner i B.93, assistenttræner på danske ungdomslandshold og landstræner for Grønlands A-landshold.

DBU's talentudviklingschef for piger og kvinder, Thomas Graabæk, glæder sig over ansættelsen.

"Morten kombinerer en stærk fodboldfaglighed med en oprigtig nysgerrighed på både spillet og de mennesker, han arbejder med. Han er engageret, relationsstærk og har et godt blik for den enkelte spillers udvikling, samtidig med at han har ambitioner på spillernes og holdets vegne. Det bliver en vigtig kombination på U23-landsholdet, hvor vi skal skabe et stærkt udviklingsmiljø og hjælpe spillerne med at tage det sidste skridt mod A-landsholdet," siger Thomas Graabæk.

Ansættelsen er samtidig et eksempel på, hvordan DBU Talent kan være med til at udvikle trænere og skabe nye muligheder internt i organisationen.

"Jeg er virkelig glad på Mortens vegne. Han har gjort en stor forskel i DBU Talent, og det er både fortjent og glædeligt, at han nu får muligheden for at tage næste skridt som U23-landstræner. For mig er det også noget særligt, at vi i DBU Talent ikke kun er med til at udvikle fremtidens landsholdsspillere, men også trænere, der kan tage nye skridt internt i DBU," siger Christian Sørensen, talentudviklingschef for U10-U15 i DBU Talent.

Selvom Morten Rutkjær officielt tiltræder som U23-landstræner den 1. januar 2027, får han allerede ved den kommende landsholdssamling i november og december opgaver som vikar for U19-kvindelandsholdet. Morten Rutkjær ser frem til at tage hul på den nye opgave.

"Jeg er utrolig stolt og glad over at få muligheden for at blive U23-landstræner for kvinderne. At få lov til at arbejde med nogle af Danmarks dygtigste unge spillere og være med til at præge deres udvikling er både inspirerende og motiverende. Jeg brænder for talentudvikling, og det bliver fantastisk at være en del af den fortsatte udvikling af dansk kvindefodbold," siger Morten Rutkjær.

De første U23-kampe under Rutkjærs ledelse bliver i starten af 2027, hvor Portugal og Holland venter i februar og marts måned.