Optikerkæden Louis Nielsen er ny officiel sponsor for alle danske fodbolddommere fra de mindste rækker i bredden til de største kampe i toppen af dansk fodbold. Med aftalen går Louis Nielsen målrettet ind og støtter hele dommerstanden på tværs af alle niveauer.

Partnerskabet har det klare formål at give danske fodbolddommere bedre forudsætninger blandt andet gennem fokus på syn, øjensundhed og respekt for dommerrollen. Samtidig skal det bidrage til større anerkendelse af dommergerningen i hele landet.

"Jeg har selv, ligesom mange andre, stået på stadions i alt slags vejr. Både de helt lokale, når mine børn har spillet fodbold, og de store, når de største fodboldhold tørner sammen. Uanset hvilken kamp, der afvikles, er dommeren helt uundværlig. Men de anerkendes slet ikke i det omfang, som de burde. Det vil vi lave om på," fortæller Mads Nygaard, der er adm. direktør hos Louis Nielsen.

Fokus på syn, kompetencer og respekt

Som en del af partnerskabet vil Louis Nielsen blandt andet bidrage med sundhedsfaglig viden og tilbud, der understøtter dommernes syn og øjensundhed, hvilket er et centralt redskab i en rolle, hvor hurtige beslutninger og overblik er afgørende.

Derudover vil Louis Nielsen og DBU i fællesskab arbejde for at sætte større fokus på dommernes kompetencer og betydning for spillet samt på respekten for dommerrollen både på og uden for banen.

“Fodbolddommerne er fodboldens rygrad. Uden dem ingen kampe, ingen turneringer og ingen fælles oplevelser på fodboldbanerne i hele landet året rundt. Derfor er vi glade for, at Louis Nielsen med denne aftale ønsker at være med til at sætte fokus på hele dommerfællesskabet. Vi glæder os til sammen at løfte anerkendelsen af dommergerningen,” siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.

“Sku’ ha’ gået til” – med respekt for dommerrollen

Louis Nielsen er kendt for sloganet “Sku’ ha’ gået til”, som for mange danskere er blevet en fast del af sproget. I forbindelse med partnerskabet med de danske fodbolddommere har optikerkæden et særligt fokus på, at sloganet i denne sammenhæng bruges til at understrege, at dommerne faktisk har været der.

"Vi sørger for, at dommernes vigtigste sans, synet, er optimeret og at vi passer godt på deres øjensundhed. Så kan de koncentrere sig om dommergerningen. I virkeligheden er det jo ofte en del af "mandagsdommerne" hjemme i sofaen eller på tribunerne, der med fordel kunne være gået til Louis Nielsen, og det er et af de budskaber, vi gerne vil hjælpe dommerne med at bære frem. Det er fantastisk, at der er så meget passion i fodbold fra både spillere og fans, og vi synes, at en del af den passion også bør gå til at hylde dommerne, for de fortjener om nogen anerkendelse og respekt for deres utrættelige indsats. Forestil dig en kamp uden en dommer. Det er jo utænkeligt," fortæller Mads Nygaard.

Aftalen betyder blandt andet, at Louis Nielsens logo fremover vil være synligt på dommernes tøj. Samarbejdet gælder de næste fire år.

”Det betyder meget, at der nu bliver sat fokus på dommerrollen og den indsats, vi leverer uge efter uge over hele landet. Vi står ofte alene med svære beslutninger, og derfor er det stærkt, at en partner som Louis Nielsen er med til at understøtte både vores vilkår og respekten for dommergerningen,” siger elitedommer Jakob Kehlet.

A125301