Trænere henter ny viden på tværs af dansk fodbold
Udveksling af erfaringer og viden var på programmet, da trænere fra landshold og ungdomslandshold besøgte Sønderjyske Fodbold som en del af FIFA Female Coach Network.
Hvad kan vi lære af hinanden på tværs af dansk fodbold? Det spørgsmål var i centrum, da assistenttræner for Kvindelandsholdet Johanna Rasmussen, ulandstrænerne Signe Pries og Kristine Pedersen samt landstræner Jakob Micheelsen for nylig besøgte Sønderjyske Fodbold.
”Vi skal dele viden, så vi kan løfte dansk fodbold i fællesskab hele vejen rundt. Derfor er besøg som dette vigtige, fordi vi får et unikt indblik i, hvordan et professionelt set up i dansk klubfodbold fungerer. Så en stor tak til Sønderjyske Fodbold for at åbne dørene og dele deres erfaringer," siger Jakob Michelsen.
Besøget er en del af FIFA Female Coach Network, der er et netværk for trænere, der er kvinder. Her fungerer Jakob Michelsen som mentor for Johanna Rasmussen, Signe Pries og Kristine Pedersen.
I løbet af dagen blev der delt viden, stillet spørgsmål og reflekteret over trænerrollen i forskellige kontekster. Særligt forskelle og ligheder mellem klub- og landsholdsfodbold fyldte i dialogerne.
”Vi kan fordybe os, mens de skal præstere konstant. Til gengæld er vores arbejde mere intenst, når vi er samlet. Men at få et indblik i deres dagligdag, mekanismer og dilemmaer klæder os bedre på som trænere – også hvis vi en dag skulle vælge at lægge landsholdstrøjen på hylden,” siger Johanna Rasmussen.
Netværk på tværs
FIFA Female Coach Network har til formål at uddanne og udvikle fodboldtrænere, der er kvinder. Samtidig styrker netværket rollemodeller og skaber et fagligt fællesskab.
I dag er 102 trænere en del af netværket på tværs af niveauer og erfaring.
”Besøget hos Sønderjyske Fodbold har også givet gode snakke med Signe og Kristine. Jakob og jeg sparrer til daglig, men en dag som den her giver fælles referencerammer og åbner for endnu mere samarbejde på tværs. Og det er vigtigt, hvis vi vil udvikle både os selv som trænere og dansk fodbold,” siger Johanna Rasmussen.
FIFA Female Coach Network er en del af Udviklingsplanen for piger og kvinder, som skal styrke, løfte og fremtidssikre lige værd og lige muligheder på tværs af køn.
Der kan læses mere om netværket her