Dansk talentudvikling løfter niveauet - igen
DBU’s Talentudvalg, drenge, har nu afsluttet behandlingen af ansøgningerne til den kommende licensperiode, og 44 klubber er blevet tildelt talentudviklingslicens for perioden 2026-2028.
Det ser fortsat rigtig positivt ud for den danske talentudvikling på drengesiden. Der er masser af unge talenter, som får spilletid i de bedste danske rækker, Danmarks U17- og 19-landshold er begge kvalificerede til sommerens EM-slutrunder og interessen for danske U21-spillere har næppe været højere.
DBU’s Talentudvalg, drenge, har behandlet ansøgningerne for den kommende licensperiode, og også her peger pilen i den rigtige retning. 44 klubber er blevet tildelt talentudviklingslicens for perioden 2026-2028.
Formand for Talentudvalget, Christian Kofoed, er imponeret over ansøgerne:
”Flere gør mere, og flere gør det bedre. Klubberne fortsætter med at øge investeringerne i talentudvikling, vi ser endnu en forbedring af talentmiljøerne og en stigning i antallet af dygtige trænere og ledere, der arbejder med talentudvikling i klubberne. Det er rigtig positivt og lover godt for de kommende år,” siger Christian Kofoed.
Udvikling i kvaliteten
Udviklingen ses særlig tydeligt i kvaliteten af de danske talentmiljøer. Antallet af miljøer på højeste niveau stiger igen, og der er nu 16 klubber med mindst 3,5 stjerner. Samtidig har hele 28 miljøer opnået 2,5 stjerner eller mere.
Men det er ikke kun i toppen, at kvaliteten er steget markant på tværs af klubberne. Faktisk har 36 af de 44 klubber, der har fået tildelt licens for perioden 2026-2028, forbedret deres samlede score sammenlignet med seneste licensperiode.
Fremgangen smitter allerede af på de bedste danske ligaer og ungdomslandsholdene, forklarer Kenneth Brogaard, Talentudviklingschef på drengesiden i DBU:
”Vi ser klubberne være modige nok til at give deres unge talenter chancen på førsteholdet. Det har en positiv indflydelse på klubberne selv, men det er også en medvirkende årsag til, at vi er i den helt unikke situation, at både vores U17- og 19-landshold er blandt Europas otte bedste, når de skal spille EM til sommer. Det skyldes uden tvivl den høje kvalitet i de danske talentmiljøer i hele landet.”
Ny struktur skal bygge på
Talentudvalget peger samtidig på, at den nye struktur i ungdomsturneringerne bliver et vigtigt næste skridt i udviklingen af dansk talentfodbold. De 32 bedst kvalificerede hold kommer fra 1. juli til at deltage i den nye Ungdoms-DM-turnering med 16 hold i Ligaen og 16 hold i Divisionen. Og alle 44 licensklubber tilbydes deltagelse i den nye U16 Cup.
”Det bliver et stærkt og udviklende konkurrencemiljø for de bedste ungdomsspillere og klubber i Danmark. Vi tror på, at den nye struktur kan være med til at bygge oven på den rigtig gode talentudvikling, vi allerede ser i landet. Vi kommer selvfølgelig til at følge det nøje, så vi er opmærksomme på, hvis der er behov for justeringer,” siger Ole Bjur, der er Talentchef i Divisionsforeningen.
Næste kapitel i dansk talentudvikling
I april afholdt DBU og Talentudvalget et seminar med deltagelse af 130 repræsentanter fra licensklubberne som startskuddet på arbejdet med at udvikle en ny talentstrategi og en ny udgave af licenssystemet.
Den nye talentstrategi og næste udgave af Licenssystemet forventes at være klar i løbet af 2027.
Klubber med licens for ungdom drenge 2026-2028
Rangeringen er med forbehold for eventuelle ankesager og/eller disciplinære forhold, frem til og med 30/6-2026.