Jesper Møller: FIFA-forslag sælger fodboldens sjæl
Nedenstående er en udtalelse fra DBU's formand, Jesper Møller, efter UEFA-møde vedrørende FIFA's forslag.
Det er helt udelukket at tiltræde en aftale af den her karakter, hvor vi inviterer private investorer ind i hjertet af FIFA. Vi vil derfor støtte alle tiltag, der er nødvendige for at stoppe det her projekt.
Lige nu står vi over for en skillevej i international fodbold. Gianni Infantinos forslag om FIFA Forward Enterprise giver anledning til en række væsentlige bekymringer og overvejelser, og de er ikke blevet mindre efter dagens møde med UEFA og de europæiske medlemsforbund. Der var fuldstændig enighed på tværs af alle 55 forbund om at signalere en meget stærk position mod projektet. Derfor har jeg også givet UEFA mandat til at bruge alle værktøjer i kampen.
FIFA har det seneste døgn offentliggjort mere information om forslaget, men på trods af det har vi stadig en række ubesvarede spørgsmål.
Vi deler naturligvis ønsket om at udvikle fodbolden og skabe flere muligheder for medlemsforbund over hele verden. Men når der foreslås en ny konstruktion, hvor private investorer inviteres ind i hjertet af FIFA's operationelle og kommercielle aktiviteter, er det afgørende, at alle konsekvenser bliver grundigt belyst en gang for alle.
Vi er dybt forundrede over processen indtil videre, hvor et forslag med så stor betydning for international fodbold er blevet udviklet og præsenteret uden nogen forudgående involvering af FIFA's medlemsforbund eller FIFA Council. Det giver dårlige mindelser fra dengang European Super League blev præsenteret i april 2021 som en tyv af natten.
DBU og UEFA har fortsat en række store bekymringer om governance, processen og ikke mindst de langsigtede konsekvenser for fodboldens kerneværdier og integritet i fællesskabet med fans, spillere og klubber. DBU kæmper for fodboldens sjæl, integritet og den europæiske sportsmodel, og forslaget er et frontalangreb på de tre ting.
VM-slutrunder skal være for os alle, præcis ligesom kulturministeren i dag også understregede. Vi afviser enhver form for privatisering af vores alles VM.
Det her er et forslag, som kan få vidtrækkende konsekvenser for dansk og international fodbold fremadrettet.
Vi kommer nu til at drøfte sagen i DBU's bestyrelse, ligesom den tætte dialog med UEFA og vores internationale kolleger fortsætter.