Sepp, som hele Danmark var på fornavn med, er død. Han blev 85 år.

Josef Emanuel Hubertus Piontek tilskrives med rette æren for, at dansk fodbold 1980erne fik det fulde udbytte af det arbejde med ungdommen, der i mange år var blevet investeret i og systematisk udført på en måde, der aftvang beundring og respekt ud over alle grænser.

Det var i januar 1979, DBU tilbød Sepp jobbet som cheftræner for A-landsholdet.

Alle, også jeg, spekulerede i, hvem der skulle afløse Kurt Nielsen. Jeg fandt efter flere ugers research frem til, at det måtte være Sepp. Jeg var på det tidspunkt udlånt af Politiken til hvervet som chefredaktør på ’alt om Sport’. Men eftersom vi kun udkom én gang om ugen, kunne jeg ikke vente, men tog jeg chancen, og skrev en artikel til Politiken – som om det var en kendsgerning. 

Da Politiken udkom ved midnatstid, ringede Ritzaus Bureau til DBU’s daværende formand Carl Nielsen for at få en af-eller bekræftelse. Carl var gået tidligt i seng. Han skulle jo tidligt op for at passe sit arbejde på Helsingør Skibsværft. 

-Hvis Frits skriver, Sepp skal være vores nye landsholdstræner, passer det jo nok.

Dagen efter tog jeg med vores fotograf Per Kjærbye til Hamburg og opsøgte Sepp i FC St. Pauli, hvor han var cheftræner. Vi mødte ham på en snedækket træningsbane, sagde ’Guten Tag’ og spurgte ham, om vi måtte tage et billede af ham iført en rød-hvid hue og en DBU-træningsdragt.

Det var Sepp med på. Billedet kom på forsiden af ’alt om Sport’. Og inde i bladet var der et længere interview med Sepp, som efter træningen havde inviteret os hjem til kaffe og kage.

Det var starten på vores hjertevarme og berigende venskab.

Danmark skal spille dansk

Sepp havde flere andre og økonomisk langt bedre tilbud på hånden, men prestige betød mere end penge for ham.

-For mig er det en særdeles interessant udfordring at overtage det danske landshold, forklarede han – og tilføjede: ”Danmark skal ikke spille engelsk, tysk eller svensk, men dansk; det vil sige på en måde, der harmonerer med de danske spilleres teknik og mentalitet.”

Sepp holdt – som altid – hvad han lovede. Med sin konsekvente og seriøse indstilling forvandlede han landsholdet til en vinder uden at fratage spillerne deres naturlige kvaliteter og glæden ved fodbold.

Sepp Piontek blev født i Breslau i Preussen (nu Wroclaw i Polen). Da krigen sluttede, og polakkerne igen overtog byen, flyttede han, sine forældre og fem søskende til landsbyen Leer i Ost Friesland tæt ved den tysk-hollandske grænse. Faderen opnåede ansættelse ved postvæsnet, og blev i kraft af den stilling tildelt et halvt hus. Kærlighed var der masser af, men det var trange kår. 

-Jeg lærte, at vi aldrig smed brød ud, har han fortalt mig. Når det var blevet tørt, holdt vi det under lunken vand, og så kunne det nemt spises.

Sepp var 13 år, da han begyndte at spille fodbold i den lokale klub. Syv år senere blev han professionel i SV Werder Bremen. Han spillede 203 kampe for klubben i Bundesligaen og var med til at vinde DFB-Pokalen i 1961 og Bundesligaen i 1963, inden han på grund af en knæskade måtte slutte sin karriere som aktiv. Desuden blev det til 6 landskampe for Vesttyskland.

Derpå blev han træner. Han bestod med topkarakterer eksamen på DFB’s internationalt anerkendte trænerkursus. Det førte til jobs i SV Werder Bremen og Fortuna Düsseldorf samt en toårig periode på Haiti med ansvaret for landsholdet, som han lærte at spille fodbold, mens han selv lærte fransk. Da han vendte hjem fra Haiti, var det til FC St. Pauli.

Allerede i sin tid som spiller lærte han flere danske gloser af sine medspillere John Danielsen og Ole Bjørnmose. Da Werder Bremen skulle møde VfL Borussia Mönchengladbach hjemme på Weser Stadion, stod han ved siden af Ulrik le Fevre i spillertunnellen. Som en stor og stærk back – lidt af en møver, som han selv sagde – skulle han spille direkte overfor den elegante danske venstre wing.

-Hvilken hospital vil du helst, spurgte Sepp sin modstander for at kyse ham.   

Tysk grundighed, men også humor

Sepp personificerede ”Ordnung muss sein” og tilførte tysk grundighed og disciplin. Med sin konsekvente, ihærdige og seriøse indstilling – tilsat humor – forvandlede han landsholdet til en vinder uden at fratage spillerne de kreative kvaliteter, der var dansk fodbolds adelsmærke.

Det var med stor skepsis, landsholdsspillerne modtog meddelelsen om, at Sepp skulle være deres træner. ”Nej; ikke en tysker” udbrød Preben Elkjær. Men i løbet af et halvt år fandt de ud af, at Sepp formentlig bedre end nogen anden kunne hjælpe dem til tops i international fodbold. De fik ikke alene respekt for ham. De kom også til at holde af ham. Han fik dem til at grine; ikke mindst, når han talte om sine opringninger til Jan Mølby i Liverpool, hvor han kun fik fat i husejeren Jeff, som han senere kun omtalte som butleren. 

Fra det øjeblik, Sepp Piontek indgik aftalen med DBU, forberedte han sig på sit nye job og ansvar. Da han i juli 1979 samlede de 30 bedste hjemlige spillere til en træningskamp i Jylland, lærte han dem så godt at kende, at han bagefter tiltalte dem ved fornavn, da han gennemgik deres indsats. 

I tysk fodbold var træneren og hans spillere De’s. Men i Danmark sagde Sepp sagde Du til spillerne. Tonen var kammeratlig fra start – uden at der var nogen tvivl om, hvem der bestemte.

Som Niels-Christian Holmstrøm bemærkede: ”Når Sepp gav en ordre, rettede spillerne sig op; måske lige med undtagelse af Morten Olsen, som ikke behøvede det, fordi han altid forstod at holde skæg for sig og snot for sig.”

Sepp var så konsekvent og reel, at de følte sig trygge ved ham. Han opmuntrede dem og om nødvendigt forsvarede dem. 

Sprog og hastighed

Det var ikke altid nemt for Sepp at kommunikere på dansk:

-Jeg havde problemer med det danske a, ligesom Prins Henrik havde det med æ’et. Han fik det nemt til at lyde som et ø, som da han efter en jagttur fortalte hvordan, han havde skudt en røv.

Da Politiken i 1984 fyldte 100 år, valgte dagbladet Sepp som Årets Radise og placerede ham i selskab med store danske kulturpersonligheder. Det indebar, at han skulle skrive en kronik, hvor han som den begavede og meget vidende person, han var, kom ind på mange emner (udover fodbold). Tallet 100 skulle indgå i den.

-Det var nemt, eftersom jeg hver eneste dag tænker på ét tal: 100 – hastighedsbegrænsningen – på de danske motorveje. I den forbindelse kunne jeg godt savne Tyskland og deres Auto Bahns.

Sepp Piontek, der blev optaget i DBU Fodboldens Hall of Fame, havde ansvaret for det danske landshold i 115 kampe og førte det til slutrunderne om europamesterskabet i Frankrig i 1984 og verdensmesterskabet i Mexico to år senere. I den periode var det danske landshold et af verdens bedste og en hel nations kæledægge.

Sepp Piontek efterlader sig hustruen Gitte og datteren Stéphanie.