Det handler hverken om at komme først eller score flest mål, når børnene uge efter uge samles til fodboldtræning i FS Midtthy. Her er det en sejr i sig selv, når en af de unge spillere møder op med fodboldstøvlerne på. Holdet er nemlig skabt for børn og unge med særlige behov. 

Ifølge træner Pia Lindbjerg Andersen er det tydeligt, hvilken forskel holdet gør:

 

”Vi kan se, at børnene lykkes. Efter at de er startet på holdet, får de mere selvtillid og finder deres plads i fællesskabet. Vi hører deres grin og kan mærke, at de trives. Samtidig møder vi hver gang forældre, som siger tak, fordi deres barn bliver set, taget alvorligt og føler sig hjemme,” siger Pia Lindbjerg Andersen, træner for de knap 20 spillere i FS Midtthy. 

Oplevelsen i Midtthy står ikke alene. Nye evalueringer af projektet  fra Professionshøjskolen UCN og DBU viser, at børnene både bliver gladere og bedre til at indgå i fællesskaber både på og udenfor banen, efter de er startet på et af de lokale, særlige fodboldhold. 

Et voksende fællesskab 

 

Landet over har omkring 52 hold og cirka 800 børn og unge fundet vej til projektet, som er et samarbejde mellem DBU, DBU’s lokalunioner og Parasport Danmark. 

Målgruppen er normalt underrepræsenteret i idrætsfællesskaber. Derfor glæder det Jesper Møller, formand i DBU, at flere børn og unge ikke blot er blevet en del af fodboldens fællesskab, men også trives i det: 

”’En del af holdet’ viser for alvor, at fodboldens fællesskab er for alle. Autisme, ADHD eller andre særlige behov må aldrig være en barriere for at være en del af et hold. Projektet lykkes, fordi klubberne og de mange engagerede frivillige hver dag gør en stor indsats for at skabe trygge og inkluderende rammer for børnene. Uden dem var vi ikke nået hertil,” siger Jesper Møller.  

Hos Parasport Danmark vækker resultaterne også stor glæde. 

 

"Det at dyrke sport handler ikke kun om bevægelse, men om at høre til, få større tro på egne evner og opleve succes sammen med andre. Derfor er vi utroligt glade for, at så mange børn og unge med særlige behov har fundet vej til projektet. 'En del af holdet' er et stærkt eksempel på, hvordan idræt og fællesskab kan gå hånd i hånd og skabe positive forandringer," siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.  

 

’En del af holdet’ så dagens lys i 2023 og har siden starten været støttet af Novo Nordisk Fonden. Fremover bliver det nye kræfter, der vil støtte projektet økonomisk, så endnu flere børn og unge kan få mulighed for at blive en del af fodboldens fællesskab. 

Fakta: Undersøgelse – DBU-rapport 

 

  • 82 % svarer, at barnet er blevet gladere 

  • 81 % svarer, at barnet har fået større tro på egne evner 

  • 67 % svarer, at barnet har fået flere venner 

  • 66% svarer, at barnet er blevet bedre til at indgå i fællesskaber 

  • 65 % svarer, at barnet trives bedre 

 
Uddrag fra UCN-rapport 

”Jeg har aldrig været den, der har været ude af huset så meget. Så det er en stor forandring at komme ud og være sammen med nogle andre mennesker og spille fodbold. (…) Jeg kan godt mærke, at det har gjort en stor forskel.” 

Rapporterne kan findes her