En landskamp med Herrelandsholdet skal også være en oplevelse for de yngste danske fans. 

Og søndag den 27. september opstår der en særlig mulighed, når Danmark tager imod Wales i Nations League. Kampen fløjtes i gang allerede klokken 18.00, hvilket er markant tidligere end de landskampe, der ofte har kampstart klokken 20.45. 

Det tidlige kamptidspunkt falder samtidig på en søndag og samlet giver det en helt unik mulighed for børn og familier kan opleve den særlige landskampsstemning med Herrelandsholdet i Parken. Den mulighed skal udnyttes, og derfor har DBU arrangeret den første børnefanzone nogensinde og afsat ekstra mange børnebilletter til kampen. 

For nogle af de yngste fans bliver mødet med Wales måske deres allerførste landskamp på stadion. 

”Den første landskamp i Parken er vi mange, der tydeligt kan huske. Nu håber vi, at en masse børn får deres første landskampsoplevelse mod Wales. Så vores opfordring til forældrene er klar: Tag jeres piger og drenge i hånden, kom med til en fantastisk fodbolddag og vær med til at give dem deres første oplevelse med Herrelandsholdet. Forhåbentlig bliver det begyndelsen på mange gode landskampsminder,” siger DBU’s administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen. 

En landskampsdag for børnene 

Børnefanzonen åbner allerede om formiddagen, så de yngste fans kan tage hul på landskampsoplevelsen flere timer før kampstart. 

Dagen begynder med DBU Fodboldskoles aktivitetsbane, hvor der er særskilte heats for børn på 5-7 år og 8-12 år. Til de aktiviteter kræver det tilmelding, som der vil komme mere information om tættere på kampdatoen. 

Senere kan børnene blandt andet synge med Hr. Skæg, danse til børnedisko og være med til stopdans med Hutli. 

Børneaktiviteterne fortsætter frem til klokken 14.30, hvor fanzonen skifter karakter, og det øvrige fanzoneprogram tager over. Her er der blandt andet fodboldbanko og senere musik fra Danmarks Band, inden fanzonen lukker klokken 17.00. 

Det er muligt for alle at købe billetter til Danmark-Wales her.

Program for børnefanzonen 

10.45-11.10: Check-in til DBU Fodboldskoles aktivitetsbane 
11.15: DBU Fodboldskoles aktivitetsbane – Heat 1, 5-7 år 
11.15-11.40: Check-in for 8-12-årige til DBU Fodboldskoles aktivitetsbane 
11.45: DBU Fodboldskoles aktivitetsbane – Heat 2, 8-12 år 
12.30: Syng med Hr. Skæg 
13.30: Børnedisko 
13.45: Stopdans med Hutli 
14.00: Playliste 

Fra kl. 14.30 fortsætter det øvrige fanzoneprogram: 
14.30: Fodboldbanko 
15.30: Danmarks Band 
17.00: Fanzonen lukker 
18.00: Danmark-Wales