Ideen til dialogen opstod i forbindelse med tidligere besøg hos Ærøs borgmester, hvor der blev peget på de muligheder og udfordringer, som mange ø-kommuner deler. Det gav anledning til dialog med ø-kommunerne til en fælles drøftelse om, hvordan fodbolden, foreningslivet og frivillige fællesskaber kan bidrage til udviklingen af attraktive og levende lokalsamfund.

På mødet deltog borgmestre og kommunaldirektører fra Fanø, Samsø, Læsø og Ærø. Her præsenterede repræsentanter fra DBU, DBU Jylland og DBU Fyn en række perspektiver på, hvordan fodbolden, det lokale foreningsliv og de frivillige fællesskaber kan bidrage til at styrke trivsel, sammenhængskraft, bosætning, sundhed og stærke lokalsamfund på øerne.

Kommunerne tog positivt imod dialogen, men afsættet er først og fremmest et ønske om at undersøge mulighederne for et stærkere samarbejde. DBU, DBU Jylland og DBU Fyn ønsker at understøtte hele paletten af foreningsliv på øerne, både fodboldklubber, øvrige foreninger og de mange frivillige kræfter, der hver dag skaber liv, aktivitet og fællesskab lokalt.

Initiativet tager afsæt i DBU's vision 'En del af noget større' og udviklingen af Hele Danmarks Klubhus, hvor fodboldklubber og lokale fællesskaber i endnu højere grad kan fungere som samlingspunkter og skabe værdi for hele lokalsamfundet.

"På de danske øer spiller foreningerne ofte en helt afgørende rolle for fællesskab, engagement og lokal sammenhængskraft. Derfor er det naturligt for os at tage dialogen med ø-kommunerne om, hvordan vi sammen kan styrke eksisterende fællesskaber. Det handler ikke kun om fodboldklubberne, men om hele det frivillige foreningsliv. Vi har lyttet til de ønsker og perspektiver, som blandt andet er blevet bragt frem i dialogen med Ærø Kommune, og nu følger vi op ved at invitere til en bredere samtale med alle ø-kommunerne. Øerne skal naturligvis også være en del af visionen om Hele Danmarks Klubhus og om at være en del af noget større," siger Jesper Møller, formand for DBU.

"Vi møder nogle stærke lokale fællesskaber på øerne. Vores ambition er ikke at komme med færdige løsninger, men at bygge videre på det, der allerede fungerer godt. Samtidig vil det være et historisk tiltag at sætte målrettet spot på et samarbejde med de fem ø-kommuner på én gang," siger Ole Ladefoged, formand for DBU Jylland.

"Øerne deler mange muligheder og udfordringer, og derfor giver det mening at undersøge, hvordan vi kan skabe stærkere netværk og fælles aktiviteter på tværs," siger Bjarne Christensen, forperson for DBU Fyn.

Initiativet ligger samtidig i direkte forlængelse af de mål og prioriteringer, som DBU's repræsentantskab har vedtaget for 2026. Her er der blandt andet sat fokus på udviklingen af Hele Danmarks Klubhus, et endnu tættere samspil mellem fodbolden, civilsamfundet og lokalsamfundene i hele landet og en særlig ambition om at sætte fokus på øerne.

På vegne af DBU deltog DBU's formand Jesper Møller, DBU Jyllands formand Ole Ladefoged, DBU Fyns forperson Bjarne Christensen samt faglig leder for DBU Velfærdsalliancer Metin Dincer i ø-borgmestermødet på Læsø.

Dialogen fortsætter nu med de enkelte kommuner i den kommende periode. DBU, DBU Jylland og DBU Fyn vil følge op på de lokale ønsker og perspektiver, som blev drøftet på mødet, og undersøge mulighederne for at styrke samarbejdet om foreningsliv, trivsel, frivillighed og fællesskaber på hver enkelt ø. Målet er at lytte, lære og sammen finde de løsninger, der giver størst værdi lokalt.

Ø Møde