Tirsdag eftermiddag bookede U19-herrelandsholdet en plads ved sommerens EM-slutrunde med en dramatisk sejr over Østrig i gruppefinalen.

Taktikken for Lasse Stensgaards tropper måtte dog hurtigt ændres. De unge danskere blev allerede efter 11 minutter reduceret til blot 10 spillere, da keeper Tobias Breum-Harild blev udvist, men med en stærk præstation over hele linjen fandt U19-herrerne på utroligvis vis en vej til sejren.

Da Danmark kom bagud kort inde i halvleg, så EM-billetten ud til at være en tæt på umulig opgave. 20 minutter før tid gav en scoring fra venstreback Lukas Larsen holdet den nødvendige ekstra energi, og senere kunne angriber Mikel Gogorza sende de danske drenge på sejrskurs med scoringen til 2-1.

For anden gang i historien – og andet år i træk - skal Danmark nu måle sig med Europas bedste U19-herrelandshold. Sejren betyder nemlig, at holdet går ubesejret gennem kvalifikationen og nu kan se frem til slutrunden i Rumænien, der spilles fra den 13. til 26. juni.

Lodtrækningen finder sted den 15. april, hvor Danmark bliver en del af et stærkt felt på otte nationer, heriblandt Tyskland, England og Spanien.