Jan Carlsen er gået bort
Jan Carlsen har i en meget langårrække sat sit præg på dommergerningen i dansk og international fodbold – som dommer, underviser, bedømmer og en højt respekteret formidler af Fodboldloven.

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Jan Carlsen er gået bort i en alder af 71 år.
Jan Carlsen har i mange årtier været en markant og respekteret skikkelse i dansk og international fodbold – særligt i relation til dommergerningen. Han startede som dommer i 1970 og dømte frem til 1982. Men det var i særdeleshed i de mange år derefter, at Jan satte sit dybe præg på fodbolden som underviser, fortolker og formidler af Fodboldloven.
Siden 1977 var han DBU-teoriinstruktør og lovfortolker og fra 1985 tillige DBU-bedømmer. Jan blev medlem af DBU’s dommerudvalg og Lovgruppe i 1983, hvor han som formand for sidstnævnte spillede en helt central rolle i uddannelsen af danske dommere og i fortolkningen og formidlingen af spillets regler i Danmark.
Internationalt gjorde Jan sig også bemærket. Han var FIFA-instruktør i 1993 og 1994 og fungerede som UEFA-bedømmer fra 1997 helt frem til 2024. Det blev til ikke færre end 148 internationale kampe i 49 forskellige lande som UEFA-bedømmer – en bedrift, der vidner om både hans faglige kompetence og hans menneskelige format.
Jan Carlsen var en ildsjæl, der med sit engagement, sin faglighed og sit lune gjorde en forskel for utallige dommere, trænere og fodboldinteresserede. Han var altid klar med en forklaring, en vurdering og ikke mindst et glimt i øjet, når fodboldloven skulle forstås og anvendes i praksis.
Æret være Jan Carlsens minde.