Højlund-scoring sikrede dansk sejr mod Portugal
Parken var torsdag klar til en af de helt store landskampsaftener, da Cristiano Ronaldo og resten af det portugisiske landshold lagde vejen forbi. Og de danske fans fik, hvad de var kommet efter. Den første af to kvartfinale-opgør endte med en dansk 1-0 sejr.

Danmark åbnede opgøret med høj intensitet, hvor der ikke blev givet meget plads og tid til Portugals opbygningsspil.
Og netop intensiteten var tæt på at resultere i en tidlig dansk scoring efter bare to minutter. Debutanten Mika Biereth gik i pres mod den portugisiske keeper, Diogo Costa, som sparkede bolden ind på en danske angriber. Keeperen nåede dog at få afværget bolden, som ellers var på vej ned i det portugisiske mål.
Gæsterne havde deres første forsøg, da Pedro Neto få minutter senere sendte et drilsk langskud mod det danske mål. Kasper Schmeichel måtte ud i fuld længde for at redde.
Danmark fik herefter lagt tryk på Portugal igen, og efter 22 minutters spil resulterede det i et dansk straffespark, da en Eriksen-afslutning blev blokeret af en portugisisk hånd.
Christian Eriksen tog selv ansvar for sparket men brændte på Diogo Costa, som gik til den rigtige side.
Den resterende del af halvlegen tilhørte på mange måder Danmark – kun afbrudt af en stor portugisisk mulighed efter klumpspil i det danske felt.
Både Jesper Lindstrøm og Mika Biereth var tæt på at bringe Danmark i front, men Diogo Costa fortsatte med redningerne.
0-0 ved pausen.
Anden halvleg fortsatte med optimistisk dansk spil.
Efter 55 minutter fik Gustav Isaksen en fin mulighed, men afslutningen manglede det sidste.
Portugal pressede herefter momentvis mere på – uden det dog blev til de helt store chancer.
I stedet opstod flere gode danske muligheder, og efter 79 minutter kom forløsningen.
Et godt gennemspillet dansk angreb endte for fødderne af Rasmus Højlund, som sendte bolden i mål bag Diogo Costa. 1-0 til Danmark.
Portugal formåede efterfølgende ikke for alvor at blive farlige, og det var i sidste ende tættere på en dansk 2-0-scoring.
Det blev dog ved en 1-0-sejr foran 36.322 tilskuere i Parken. En sejr som landsholdet tager med sig til det omvendte opgør i Lissabon søndag aften.