Det var med en Nations League-semifinale indenfor rækkevidde, at Herrelandsholdet var rejst til Lissabon og det andet kvartfinaleopgør mod Portugal.

De portugisiske værter havde dog med et tungt pres fra starten af kampen tænkt sig at jagte den scoring, der som minimum ville udligne den danske føring fra det første opgør.

Allerede efter få minutter fik de spillets største chance, da Patrick Dorgu begik straffespark på Cristiano Ronaldo. Ronaldo tog sig selv af sparket, men Kasper Schmeichel gik til den rigtige side og reddede forsøget fra den portugisiske superstjerne.

Det var fortsat med Portugal i førersædet i størstedelen af første halvleg, selvom det blev til enkelte gode danske afslutninger.

Efter 38 minutters spil gik den dog ikke længere. Joachim Andersen headede uheldigt et portugisisk hjørnespark i eget mål. 1-0 til værterne.

1-0  var også stillingen, da de to hold gik til pause.

Portugal fortsatte med at dominere det meste af spillet i anden halvleg, men efter 56 minutter kom Danmark på omgangshøjde. Efter et hjørnespark fik Rasmus Nissen Kristensen flot dirigeret et hovedstød mod det lange målhjørne og ind bag Diogo Costa. 1-1.

Et kvarters tid senere bragte Portugal sig igen foran i opgøret. Bruno Fernandes sendte et langskud på den ene stolpe, hvorefter bolden ramte Kasper Schmeichel uheldigt og røg ud til en fri Cristiano Ronaldo, der sikkert vippede bolden i det danske mål. 2-1.

Få minutter senere udnyttede Mika Biereth en portugisisk forsvarsfejl til at erobre bolden og sende Patrick Dorgu i dybden. Dorgu lagde herefter bolden fint til rette for Christian Eriksen, der sendte den i et tomt mål. 2-2 – og det lignede pludselig en dansk semifinale.

Efter 86 minutters spil fik Francisco Trincao dog spoleret den danske fest, da han udnyttede en skidt dansk clearing til at sende kampen i forlænget spilletid med sin scoring til 3-2.

I den forlængede spilletid kunne danskerne ikke stille meget op. Portugal scorede to gange, og sikrede semifinale-pladsen med en sejr på 5-2 og 5-3 samlet.

Der venter i stedet Herrelandsholdet to testkampe i juni, før VM-kvalifikationen begynder i september.