Dansk dommerteam udtaget til U21-EM i Slovakiet
UEFA udpeger Jakob Sundberg som hoveddommer til sommerens U21-EM.

Når sommerens U21-EM i Slovakiet skydes i gang bliver det med dansk deltagelse blandt både de deltagende hold og blandt dommere. UEFA har nemlig udpeget Jakob Sundberg som en af hoveddommerne til slutrunden. Hans dommerteam består ligeledes af Victor Skytte, Deniz Yurdakul og Jonas Hansen.
Det bliver dermed ikke kun U21-herrelandsholdet, der skal repræsentere Danmark til de store talenters EM-slutrunde.
Udtagelsen til slutrunden er en anerkendelse af Jakob Sundbergs præstationer på både nationalt og internationalt niveau. Det vækker stor glæde hos hoveddommer Jakob Sundberg:
”Det er en kæmpe ære at få lov at dømme en EM-slutrunde med Europas største talenter i centrum. Mine meddommere og jeg glæder os til at få fløjtet slutrunden i gang, og vi er klar til at tage opgaven på os. Det er et stort skulderklap til den danske dommerstand, og vi er selvfølgelig meget stolte over at være udtaget,” siger Jakob Sundberg.
Sundberg dømte sin første Superligakamp i 2019, og det er siden blevet til 81 optrædener i den bedste danske række med fløjten i munden og kortene i lommen. Den 35-årige dommer har derudover dømt EM-kvalifikation, Conference League, Champions League-kvalifikation, Nations League og U17-EM. Og nu skal han altså prøve kræfter med U21-EM.
U21-herrelandsholdet er kvalificeret til slutrunden. Sundberg og dommerteamet kan ikke dømme Danmarks kampe.
Slutrunden bliver spillet i Slovakiet. Startfløjtet lyder den 11. juni, og vinderen findes den 28. juni.
Det danske dommerteam:
Dommer Jakob Sundberg
Linjedommer Victor Skytte
Linjedommer Deniz Yurdakul
VAR Jonas Hansen