Futsallandsholdet med choksejr over Europas næstbedste landshold
2.220 folk overværede Futsallandsholdets meget overraskende sejr i EM-kvalifikationen over nummer seks på verdensranglisten. Danmark selv ligger nummer 77 på samme liste.

I røg og damp for Danmark. Helt bogstavelig talt. Klokken 15.00 lørdag eftermiddag overværede 2.200 futsalglade mennesker det danske futsallandshold gå på banen i et røgfyldt Skansen i Sønderborg. Danmark, som er nummer 77 på verdensranglisten, tog imod Kasakhstan, som er nummer seks på samme liste. Det var med andre ord David mod Goliath. Og som det går i legenden, så trak David det længste strå.
Første halvleg forløb med chancer til begge mandskaber, men en storspillende Nis Andersen i det danske bur sørgede for, at det endte uden scoringer i kampens første halvleg.
Det danske mandskab kom blæsende ud til anden halvleg, og Adam Fogt satte efter seks minutters spilletid fuld gang i kedlerne på de 2.200 fremmødte. Der udbrød vild jubel, da Danmark kom foran mod storfavoritten.
Kort tid efter fik Kasakhstan udlignet, men Danmark var ikke færdige. Mohammed Youssef scorede til både 2-1 og 3-1, og Skansen i Sønderborg eksploderede ved begge scoringer. Kasakhstan fik pyntet på resultatet i det sidste minut, men det tog intet fra hverken Futsallandsholdet eller de mange fremmødte.
Overraskelsen var en realitet. Danmark havde slået Kasakhstan, som altså er 71 pladser foran på verdensranglisten. Landstræner Nikolaj Saabye kunne ikke få armene ned efter det vanvittige resultat.
”De her gutter har kæmpet så hårdt for at nå hertil. Vi var uheldige i de to første kampe, så at vi nu kan stå med sejren her, er virkelig fortjent. Vi slår verdens sjettebedste og Europas nummer to. Det er helt vanvittigt. Vi skylder en kæmpe tak til hinanden og ikke mindst de fantastiske folk i Skansen, som bakkede os op hele vejen igennem,” siger landstræneren.
De 2.200 fans sørgede for, at landskampen blev den mest besøgte nogensinde på jysk grund. Rekorden for flest tilskuere til en futsallandskamp på dansk grund blev sat for halvanden måned siden i Brøndby, hvor 2.970 fandt vej til Brøndby Hallen.
Kampen blev den sidste for den ellers storspillende Nis Andersen i det danske mål. Den rutinerede målmand spillede sin landskamp nummer 73. Han var med på den første samling for det danske futsallandshold, og han fik sin debut mod England i en testkamp den 6. december 2012.
Det var Danmarks første sejr i EM-kvalifikationen, som ellers har budt på snævre nederlag til Albanien og Armenien. På mandag drager Futsallandsholdet til Kasakhstan for at spille returopgøret.