Fodbold skal styrke fællesskab og trivsel i Tårnby
Flere skal have glæde af foreningsidrættens gode effekter. Det er målet med et nyt samarbejde mellem DBU, DBU København og Tårnby Kommune, som blandt andet har fokus på fodbold for piger og kvinder samt børn med særlige behov.
En aktiv bevægelseskultur blandt børn og livslang deltagelse i foreningslivet. Tårnby Kommune lægger ikke skjul på, at de har store ambitioner på velfærdsområdet – og derfor har de netop skrevet under på en fireårig aftale med Dansk Boldspil-Union (DBU) og DBU København.
”Fodbolden har et enormt potentiale som løftestang for et aktivt fritidsliv, stærke fællesskaber og sundhed og trivsel – ikke mindst blandt børn og unge. Derfor vil vi sætte særligt fokus på projekter, der rummer
børnene – uanset alder, køn og forudsætninger,” siger Allan S. Andersen, borgmester i Tårnby Kommune.
Tårnby er den første kommune under DBU København, der indgår en såkaldt Velfærdsalliance, som er et koncept, man har gode erfaringer med i andre dele af landet.
I Tårnby indeholder aftalen for eksempel initiativer som En del af holdet for børn og unge med særlige behov og et samarbejde med lokale institutioner for at sikre en god foreningsstart for børn mellem 6 og 11 år.
”Det er fantastisk, at vi i samarbejde med Tårnby Kommune og DBU København kan fortsætte med at gøre piger og drenge til en del af fodboldens udviklende fællesskab. Det kan ikke lade sig gøre uden de lokale klubber og deres engagerede frivillige, så det glæder mig, at aftalen kan understøtte deres store arbejde,” siger formand i DBU, Jesper Møller.
Stort potentiale
Netop de lokale klubber har bidraget med ideer til indholdet i samarbejdsaftalen. Dette skal sikre, at indsatserne tager udgangspunkt i deres behov. Et af dem er at få flere piger og kvinder til at snøre støvlerne, for lige nu udgør de kun 12 % af Tårnbyklubbernes medlemmer mod 21 % på landsplan.
Der ligger altså et stort potentiale, og det er alle parter klar til at indfri. DBU Københavns formand, Flemming Jensen, siger:
”Vi oplever, at de lokale klubber er fyldt med engagement og iver efter at skabe inkluderende fodboldmiljøer. At kommunen så tydeligt tilkendegiver, at de har samme ønske, er en god nyhed for alle os, der gerne vil give fodbolden i Tårnby de allerbedste rammer. ”
Aftalen løber til og med år 2029 og indebærer også, at der skal spilles u-landskampe i kommunen