DBU og KAK aftaler procesplan med henblik på samarbejdsaftale
DBU’s formand Jesper Møller har netop afsluttet et besøg hos det grønlandske fodboldforbund, KAK. Formålet med besøget var at fortsætte dialogen om at styrke samarbejde mellem de to forbund – og besøget resulterede i en fælles procesplan, der skal føre frem mod en egentlig samarbejdsaftale.
Et særligt fokus i den fremtidige samarbejdsaftale er udviklingen af børn- og ungeområdet, hvor KAK ønsker at styrke fodboldens rolle og skabe bedre rammer for breddemiljøerne i Grønland.
Jesper Møller fremhæver den åbne og konstruktive dialog, som kendetegnede mødet i Grønland:
”Vi vil gerne takke KAK for en meget god dialog. Vi arbejder i fællesskab og med respekt for hinanden på at nå frem til en samarbejdsaftale, som kan styrke fodboldudviklingen – særligt inden for børn og unge – i Grønland.”
Under besøget havde DBU’s delegation også et møde med Grønlands Naalakkersuisoq (red. Minister) for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Nivi Olsen. Også her var tonen meget positiv, og dialogen gav et stærkt indtryk af, at der er stor politisk opbakning til at styrke fodbolden og de muligheder, sporten kan skabe i Grønland.
Kenneth Reeh fra Hele Danmarks Klubhus (HDK) deltog også i besøget, hvor han præsenterede HDK-konceptet for KAK. Præsentationen blev mødt med stor interesse af KAK. Besøget viste samlet set, at begge parter deler et stærkt ønske om at stå sammen om fodboldens udvikling, og at samarbejdsviljen er i centrum for det videre arbejde.