Kvindelandsholdet taber til Italien
Danmark måtte tirsdag aften se sig besejret af Italien, der vandt 3-0 på MCH Arena.

Solen skinnede over MCH Arena i Herning tirsdag aften, hvor Danmark tog imod Italien i de to nationers andet indbyrdes opgør i Nations League-gruppespillet. Men hvor omgivelserne bød på forårsfornemmelser, blev det desværre ikke en aften, der vil blive husket for dansk jubel.
Fra kampens start viste Danmark lovende takter, og Janni Thomsen stod for opgørets første afslutning mod mål. Kort efter slap italienerne igennem med en stor chance, men danskerne fik hurtigt generobret kontrollen over spillet.
Efter en god dansk start begyndte italienerne dog at få overtaget midt i første halvleg, hvilket blandt andet resulterede i en afslutning på træværket og et par muligheder efter dødbolde. Alligevel lykkedes det Danmark at finde lidt ro igen mod slutningen af halvlegen, hvor de også kom frem til kampens hidtil største danske chance: Et farligt indlæg fra Emma Snerle til Pernille Harder, men Italiens keeper, Laura Giuliani, leverede en flot redning.
0-0 ved pausen.
Anden halvleg startede fornuftigt for Danmark, men de store chancer udeblev. I stedet greb Italien kontrollen med kampen, da de tog føringen i det 59. minut. Et velspillet angreb blev afsluttet sikkert af Arianna Caruso, som bragte gæsterne foran 1-0.
Danskerne jagtede herefter en udligning, men havde svært ved at finde skarpheden. Med 12 minutter igen blev det endnu sværere, da et opspil i det danske forsvar gik galt, og Lucia Guglielmo udbyggede føringen til 2-0.
I det 85 minut blev det endnu værre da Caruso fandt Cristiana Girelli med et præcist indlæg, og den rutinerede angriber prikkede bolden i nettet til 3-0. Et hårdt slag for danskerne, som aldrig for alvor blev farlige i opgørets slutfase.
Det blev dermed ikke den aften, Danmark havde håbet på i Herning. Italien tog revanche og sikrede sig en fortjent sejr.
Danmark er med nederlaget rykket ned på en tredjeplads i Nations League-gruppen, men kan stadig vinde gruppen med sejre i de sidste to kampe. Næste opgør venter fredag den 30. maj, hvor Wales er modstanderen i Odense. Det opgør kan du købe din billet til her.
Fire dage senere gælder det Sverige på udebane på Strawberry Arena i Stockholm.