En del af holdet’ vinder UEFA’s græsrodspris
I flere år har projektet ’En del af holdet’ sat fokus på at skabe fodboldtilbud til børn og unge med særlige behov. Nu har det vundet en stor UEFA-pris.
Hverken autisme, ADHD, udviklingshandicap eller andre særlige behov skal forhindre børn og unge i at spille fodbold.
I flere år har DBU, DBU Bredde og Parasport Danmark gennem projektet 'En del af holdet' arbejdet på at give børn og unge med særlige behov gode fodboldoplevelser ude i klubberne.
Projektet har frem til nu været en stor succes og vokser hele tiden. Nu kan det også lade sig hylde som vinder af UEFA’s græsrodspris, der har peget på ’En del af holdet’ som årets bedste initiativ målrettet personer med særlige behov.
Den internationale anerkendelse glæder DBU’s formand, Jesper Møller:
”I DBU er det vores ønske, at fodbold er for alle, og ’En del af holdet’ giver fodbolden en unik rolle og god mulighed for at hjælpe mange børn og unge med særlige behov. Vi glæder os over anerkendelsen fra UEFA, der viser, at vi lykkes med at tage ansvar på et område, der er vigtigt for os. Samarbejdet med Parasport Danmark, DBU’s Lokalunioner og de mange engagerede fodboldklubber er altafgørende for, at ’En del af holdet’ er blevet en succes. Prisen er en stor cadeau til alle de frivillige ude i klubberne, der lægger mange timer i projektet, så alle kan være en del af fodboldens fællesskab,” siger Jesper Møller.
Tilbud i hele landet
'En del af holdet' har siden sin start hjulpet med at få nye hold op at stå og støttet eksisterende tilbud i at blive endnu bedre.
I dag er der over 45 fodboldtilbud i hele landet, der giver børn og unge med særlige behov mulighed for at blive en del af et hold i deres lokale fodboldklub. Det skaber stolthed hos Parasport Danmarks formand, John Petersson.
"Vi er enormt stolte over, at 'En del af holdet' modtager denne prestigefyldte UEFA-pris. Foruden en kæmpe cadeau til alle de frivillige kræfter og klubber omkring projektet, så er prisen også en anerkendelse af det gode samarbejde mellem Parasport Danmark, DBU og DBU Bredde, og netop tværgående samarbejder er enormt vigtige, når vi skal skabe idrætstilbud, hvor børn og unge med særlige behov bliver en naturlig del af idrættens fællesskaber. Det glæder mig, at et stadigt stigende antal børn og unge med særlige behov oplever glæden ved at være en del af et fodboldhold,'" siger John Petersson.
Novo Nordisk Fonden har givet en bevilling til projektet over en 3-årig periode fra 2023. Det sikrer uddannelse af trænere, træningspakker med udstyr, muligheder for lokale aktiviteter samt meget mere.
Get Movin’ fik ligeledes anerkendelse, da initiativet vandt sølv i kategorien ’bedste initiativ for deltagerinddragelse’.
Det er ikke første gang, at UEFA hædrer en DBU-aktivitet med en af deres græsrodspriser.
I 2023 vandt Fodbold Fitness Camp på Bornholm også en UEFA græsrodspris.