I anledningen af "World Heart Day" bringer DBU denne artikel. Den er oprindeligt en del af en omfangsrig rapport, som sætter fokus på fodboldens betydning og positive rolle til både forebyggelse og behandling over for en række lidelser og risikotilstande. Rapporten er lavet af DBU i samarbejde med SDU og en række forskere.

Lisbeth Houmann sidder sjældent stille. Hun både svømmer, laver styrketræning, går ture og spiller fodbold. Hun kan med andre ord godt lide at være i gang og røre sig, og som hun selv siger: 

”Jeg har nok altid haft krudt i røven. Jeg prøver virkelig at leve livet.”

Og når man som Lisbeth Houmann har prøvet at se døden i øjnene, så skal der smages på livet. 65-årige Lisbeth Houmann har haft ikke mindre end ni hjertestop. Det første kom i 2019, året efter fulgte to og i 2022 var det seks hjertestop på én gang, fortæller hun: 

”Det gør ikke ondt at dø. Det gør ondt bagefter.” 

Netop derfor er en aktiv livsstil og særlig fodboldholdet ’Fodbold for Hjertet’ en vigtig del af Lisbeth Houmanns liv. 

”Fodbolden er virkelig, virkelig vigtig. Den kan så meget i forhold til andre ting. Nogle gange kan jeg godt mærke, at styrketræning, fodbold og svømning på en dag er meget. Men jeg vil ikke undvære fodbolden.” 

Grin på grønsværen
Det handler ikke om sparketeknik, skudfinter eller om at score flest mål, når Lisbeth Houmann hver onsdag møder ind med sit fodboldhold på ’Fodbold for Hjertet’ i Lyngby Boldklub. Her møder spillerne troligt op i al slags vejr og selv ikke regn og lave temperaturer stopper den ugentlige træning.

”Det giver mig masser af frisk luft, grin, sjove oplevelser og masser af fællesskab på grønsværen, hvor vi fjoller rundt. Det er effektiv træning, hvor vi får rørt os og får pulsen op, og vi har det virkelig sjovt. Der er ikke så mange sportsgrene, der kan lige præcis det.”

Da Lisbeth Houmann begyndte sin fodboldkarriere på ’Fodbold for Hjertet’ i 2019 var hendes erfaring på fodboldbanen ikke stor. Men som en del af genoptræningen efter sit hjertestop, fik hun information om ’Fodbold for Hjertet’, og så ringede hun til træneren for holdet: 

”Jeg havde aldrig spillet fodbold, men jeg tænkte, at jeg blev nødt til at prøve. Jeg er sådan en person, der elsker at prøve noget nyt, og jeg har stort set spillet fast siden.” 
Efter hvert hjertestop har målet været at komme tilbage til fodbolden og de andre på holdet igen. Her oplever Lisbeth Houmann nemlig, at der er plads til alle, og at man passer godt på hinanden. 


Her kan du læse mere om ’Fodbold for Hjertet’