FC København idømmes tilskuerstraf – Brøndby får bøde
Fodboldens Disciplinærinstans har vurderet situationerne i kampen mellem FC København og Brøndby IF i sidste weekend og har i den forbindelse straffet begge klubber.
Når FC København spiller på hjemmebane mod AaB den 23. september, bliver det uden tilskuere på Nedre B-afsnittet. Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans i en kendelse fra opgøret mellem FC København og Brøndby IF i søndags.
Desuden straffes FC København med en bøde på 150.000 kroner.
I kendelsen har Fodboldens Disciplinærinstans blandt andet lagt vægt på, at der på FC Københavns tilskuerafsnit er sket en hidtil uset og særdeles massiv og samtidig affyring af pyrotekniske artikler, som tilmed har medført kampafbrydelse.
Fodboldens Disciplinærinstans har desuden lagt vægt på, at der er blevet affyret 3 kanonslag og antallet af indberetninger vedr. tilskuere med tilknytning til F.C. København.
”Vi orienterede klubberne inden sæsonstart, at hel eller delvis lukning af en klubs stadion kunne komme i spil, hvis reglerne ikke blev fulgt. Det er beklageligt, at vi må bruge denne straf, men det er samtidig også en naturlig reaktion på de handlinger, vi så på stadion i sidste weekend og som udgør alvorlige overtrædelser af de regler, som gælder for 3F Superliga,” siger Jens Hjortskov, formand for Fodboldens Disciplinærinstans.
Efter samme kamp er Brøndby IF også blevet idømt en straf. De har fået en bøde på 125.000 kroner.
Der har været særligt fokus på afbrænding af romerlys, Brøndby IF’s tilskueres fremvisning af et banner og t-shirts med teksten: ’spark og slå på FCK’, at budskabet har karakter af en opfordring til vold samt antallet af indberetninger vedr. tilskuere med tilknytning til Brøndby IF.