Når fodbold er livseliksir
For nogle er fodbold meget mere end en sport. En af dem er Marie.
I anledningen af FN’s 'World Mental Health Day' bringer DBU denne artikel. Den er oprindeligt en del af en omfangsrig rapport, som sætter fokus på fodboldens betydning og positive rolle til både forebyggelse og behandling over for en række lidelser og risikotilstande. Rapporten er lavet af DBU i samarbejde med SDU og en række forskere.
Marie har et liv som mange andre jævnaldrende på 37 år. Hun er mor til to børn, har en mand og er uddannet pædagog. Og så spiller hun fodbold. Men fodbold er mere end blot en fritidsaktivitet for Marie, for Marie har en diagnose som bipolar.
”Jeg får medicin og det stabiliserer, men det, der giver rigtig pondus, er motionen, fodbolden og fællesskabet. Alt det, som det udløser indeni mig.”
Marie spiller i snit fodbold tre gange om ugen, og hvis hun kunne, så spillede hun endnu mere, fortæller hun. Hun er en del af OMBOLD, som er et fodboldfællesskab for mennesker i udsatte positioner, hvor der er plads til alle uanset køn, alder og fodboldevner. Og for Marie er træningen hos OMBOLD uundværlig:
”Det er blevet som en fodboldfamilie, hvor man har et frirum og støtter hinanden og ved, der er svære dage. Men det behøver ikke at være omdrejningspunktet,” forklarer Marie.
Drømmen der blev til virkelighed
Fodbold har altid været en stor del af Maries liv. Som barn så hun op til sin storebror, der spillede fodbold, og derfor skulle pigen fra Birkerød med det store krøllede hår selvfølgelig også. Siden da har spillet på fodboldbanen været en aktiv del af Maries liv, men det har også været med til at forme den person, hun er i dag:
”Det er helt vildt stort at stå der, hvor jeg aldrig troede, jeg ville komme til at have en mand og børn og uddannelse og praktik. Det er vildt, at alt det, jeg egentlig altid har håbet på, men ikke har troet på var muligt, det rent faktisk sker og er sket.”
Marie har tidligere været en del af Hjemløselandsholdet, hvor kriteriet for at spille med er, at spillerne enten har været ramt af hjemløshed eller været i behandling for misbrug inden for de seneste to år, eller at de ligesom Marie, kæmper med psykiske lidelser.
’Inklusion i Fodbolddanmark’
OMBOLD og DBU samarbejder om projektet ’Inklusion i Fodbolddanmark’.
Formålet er at aktivere mennesker som for eksempel hjemløse, psykisk sårbare og misbrugere i fællesskaber i fodboldklubber i hele landet. I et tæt samarbejde med kommune og lokale fodboldklubber skal projektet danne en tryg ramme for målgruppen, så de kan få en tilknytning til lokale idrætsmiljøer.
Arbejdet støttes af Nordea-fonden.