Genvinder kontrollen over sin krop med Fodbold Fitness
Efter et intenst kræftforløb hjælper fodbold Anna Ross Agner med at finde sig selv og et fællesskab, hvor alle har et ar og en historie.
I anledningen af det landsdækkende event ’Lyserød Lørdag’, hvor der sættes fokus på brystkræft, bringer DBU denne artikel. Den er oprindeligt en del af en omfangsrig rapport, som sætter fokus på fodboldens betydning og positive rolle til både forebyggelse og behandling over for en række lidelser og risikotilstande. Rapporten er lavet af DBU i samarbejde med SDU og en række forskere.
Som de fleste andre fodboldspillere mødes 49-årige Anna Ross Agner hver uge med sine holdkammerater for at træne. Og ligesom alle andre fodboldhold øver de både finter, skudøvelser og forskellige driblinger med bolden.
Alligevel er deres hold ikke som alle andres. For Anna har haft brystkræft, og det samme har de andre på holdet.
Det skaber et helt særligt fællesskab blandt holdkammeraterne, som Anna ikke finder andre steder:
”Det er bare enormt rart at komme og dele ting, som andre ikke rigtigt kan sætte sig ind i. Det er helt naturligt, at jeg kan vise en mit ar og fortælle min historie og omvendt,” siger Anna.
Genfandt kontrollen
Det er snart ti år siden, at Anna opdager en knude i sit bryst. Allerede få dage efter ligger hun under kniven for at få det fjernet. Men selvom alt går som planlagt, og hun bliver erklæret kræftfri kort tid efter operationen, har forløbet store konsekvenser for hende.
”Det var helt forfærdeligt. Man opgiver kontrollen og lader andre bestemme over sin krop og følger bare med,” siger Anna.
Før sin kræftdiagnose fylder motion ikke en stor del af Annas hverdag. Det ændrer sig dog efter operationen, hvor hun igennem hospitalet bliver tilbudt et genoptræningsforløb med motion som omdrejningspunktet.
Det er også på hospitalet, at hun senere hører om muligheden for at komme med i et projekt, hvor hun spiller fodbold med andre brystkræftramte. Holdet hed ’Fodbold Fitness ABC’ og står for ’After Breast Cancer’ og blev fulgt af en forskergruppe.
Den aktive hverdag kommer til at gøre en stor forskel for Anna:
”For mig betød det, at jeg igen kunne tage kontrol over min egen krop. Jeg lærer, at jeg godt kan holde mig oppe, selvom jeg er blevet trykket ned,” siger hun.
Bedre på banen
I dag spiller hun fortsat fodbold med flere af deltagerne fra projektet. På holdet kan alle være med uanset niveau. Alligevel nyder Anna nu at mærke, hvordan hun bliver bedre, hver gang hun træder ud på banen.
”Den der følelse af, at ’i dag var jeg bare skidegod’, den kan virkelig højne ens livskvalitet,” siger hun.
Hun har netop gennemgået en operation, der har holdt hende fra fodboldbanen i tre måneder.
Men så snart kroppen igen tillod hende at spille fodbold, stod hun igen på banen:
”Træningen og sammenholdet gør mig glad. Det er rart at have følelsen af, at min krop godt kan, også selvom den måske bliver lidt rusten af sådan en pause. Så skal den nok komme tilbage.”