Der er mange initiativer på tapetet i velfærdsalliancen mellem Aarhus Kommune, DBU og DBU Jylland. Den brede aftale tager udgangspunkt i DBU’s vision ’En Del Af Noget Større’ samt kommunens fokus på ’vilde problemer’, som handler om at samarbejde på tværs for at nå effektive resultater.

Et af initiativerne tilgodeser børn med særlige behov, som kan se frem til, at de får bedre muligheder for at spille fodbold med ligesindede i projektet ’En del af holdet’, som er et samarbejde mellem DBU og Parasport Danmark.

Aftalen skal samtidig sparke gang i samarbejdet mellem fodboldklubber og kommunens sundhedsindsatser ved hjælp af Fodbold Fitness, som er fodbold for fx patientgrupper eller motionister, der kan have svært ved at spille på et normalt turneringshold. Den brede aftale glæder DBU’s formand, Jesper Møller.

”Aarhus er en stor fodboldby, og det er en fantastisk bred aftale for aarhusianerne og kommunens fodboldklubber. Vi vil gerne have endnu flere piger, børn med særlige behov og frivillige ind i fodboldens fællesskab, og det kan aftalen hjælpe med, da den både taler til fodboldspillere og fodboldfans. Derudover glæder jeg mig til at se fodboldkampe på det nye flotte stadion i Kongelunden, siger Jesper Møller.

Bæredygtighed i fokus

Der er fokus på bæredygtighed i aftalen med landets andenstørste by. Parterne vil samarbejde om, at fodbolden i kommunens klubber skal være mere bæredygtig.

Aarhus Kommune indgår samtidig i et samarbejde om DBU’s test- og udviklingsprogram for alternative kunstgræsbaner, hvor klubberne skal være med til at teste, hvilke alternativer der er til gummigranulat, så de fodboldglade aarhusianere kan spille på det bedste underlag med den mindst mulige klimabelastning til følge. Formand for DBU Jylland, Bent Clausen, er glad for, at aftalen spænder vidt.

”Fodbold er for alle, og det viser aftalen med Aarhus Kommune. Der er rigtig mange gode initiativer, som skal gøre det endnu bedre at være fodboldglad aarhusianer. Klubberne får gode værktøjer og god sparring, så de frivillige, de udsatte og de unge med særlige behov kan indgå i fodboldens fællesskab,” siger Bent Clausen.

Klubberne får værktøjer til at fastholde og tiltrække frivillige kræfter, så klubbernes spillere får de bedste forudsætninger for et godt fodboldmiljø.

Kommunens mange fodboldglade børn vil få bedre vilkår samt trygge og sikre miljøer, så de får en god start på foreningslivet. Pigerne i kommunen kan ligeledes se frem til et løft, da aftalen har fokus på, at flere piger skal få del i kærligheden til den lille runde.

Landskampe i Kongelunden

Aarhusianerne kan også se frem til rød-hvide oplevelser. Herrelandsholdet kommer til at spille to kampe på Aarhus’ nye stadion, som efter planen står færdigt i udgangen af 2026. Derudover vil de danske ungdomslandshold spille minimum tre kampe i kommunen.

Aftalen er bred, og hele fire magistratsafdelinger i Aarhus Kommune har været involveret i processen. Aftalen strækker sig over fem år og udløber til november 2029.