Ultra Skolepokal finalen 2024 spilles i Odense
Nature Energy Park i Odense lægger i år græstæppe til finalerne i Ultra Skolepokalen, som spilles torsdag den 25. april klokken 12.20 og 14.00.
Vi kan nu med glæde løfte sløret for Odense og Nature Energy Park som finaleby til Ultra Skolepokal finalerne 2024. OB´s hjemmebane er blandt andet valgt på grund af den velfærdsalliance og det tætte samarbejde DBU og Odense kommune har haft i en årrække.
DR Ultra er igen klar til et brag af en dækning, når finalerne live-transmitteres på DR1 og DRTV. I år har Ultra samlet den mest fodboldglade værts-trio bestående af Nanna fra ‘En for holdet’, Sigge fra ‘Ultra Gaming’ og Emil fra DR Sporten. Ambitionen er at skabe en unik fodboldoplevelse, både bag skærmen og på stadion, målrettet skoleelever i alle aldre.
Du kan se med på DR1 fra klokken 12.15. Pigefinalen spilles 12:20 og drengefinalen klokken 14:00.
Kunne du tænke dig at se finalerne live og heppe med fra lægterne på Nature Energy Park, så er du meget velkommen til at dukke op på dagen.
Fanzonen åbner 10:45 med masser af aktiviteter og præmier.
Print plakat ved at klikke på den.
Kredsvindere 2023
Skolepokalen i tal
Deltagende skoler har de sidste fire sæsoner ligget stabilt på lidt over 600 skoler med 618 deltagende skoler i nuværende sæson ud af 1.066 mulige grundskoler. Det samme kan siges om fordelingen af drengehold og pigehold, som også ligger stabilt, hvor sidstnævnte til stor fryd udgør hele 43% af de i år 1.053 tilmeldte hold.