U-landstrænere forlænger til 2026
Jesper Mikkelsen og Morten Eskesen forlænger deres aftaler som landstræner for henholdsvis U16/U17-landsholdene og U18/U19-landsholdene for drenge frem til sommeren 2026.
Når både U17-landsholdet og U19-landsholdet for drenge i næste uge jagter en plads til EM, kan de to holds landstrænere samtidig glæde sig over to år mere i rødt og hvidt.
Jesper Mikkelsen, landstræner for U17-landsholdet, og Morten Eskesen, landstræner for U19-landsholdet, har begge forlænget deres aftaler med DBU frem til sommeren 2026.
Jeg nyder at arbejde med de største talenter i dansk fodbold og
forhåbentlig se dem på A-landsholdet en dag. Morten Eskesen, U19-landstræner
Kenneth Heiner-Møller, talent- og udviklingschef i DBU, er glad for det fortsatte samarbejde med de to U-landstrænere:
”Det er rigtig glædeligt, at vi forlænger med både Jesper og Morten. De er begge kommet ind i et lidt turbulent forløb, men har løst opgaven godt – både med at levere kampe på et højt niveau med kvalifikation til Elite Rounds og i tråd med vores spillestil samt med fokus på udviklingen af spillerne,” siger Kenneth Heiner-Møller.
Begge landstrænere glæder sig over også at skulle arbejde med Danmarks største fodboldtalenter de næste to år:
”Jeg er rigtig glad for at være i DBU. Der er et fedt miljø, hvor vi kan spare meget med hinanden og de andre landstrænere. Samarbejdet med klubberne er en af de vigtigste opgaver i mit job og noget, som jeg godt kan lide. Og så er det fedt at arbejde med de her sindssygt dygtige, unge spillere,” siger Jesper Mikkelsen.
”Jeg har været glad for jobbet fra dag ét. Det er fantastisk at være en del af miljøet i DBU’s landstrænergruppe, hvor der er plads til at udvikle sig. Jeg nyder at arbejde med de største talenter i dansk fodbold og forhåbentlig se dem på A-landsholdet en dag – og så værdsætter jeg samarbejdet med klubberne, der gør det fantastisk i forhold til at udvikle dygtige og professionelle, unge spillere,” siger Morten Eskesen.
Jesper Mikkelsen og Morten Eskesen har fokus på næste uge, hvor de to U-landshold jagter kvalifikation til U17-EM og U19-EM. Begge hold sparker de afgørende kvalifikationskampe i gang på onsdag med kampe mod henholdsvis Tyrkiet og Serbien.
På ungdomslandsholdene følger landstrænere de respektive årgange over en toårig periode, men både Jesper Mikkelsen og Morten Eskesen overtog deres respektive U-landshold under et forløb og har derfor ikke tidligere haft en fuld cyklus med en årgang. De starter begge op med nye årgange efter sommeren.