Titusindvis af danske fans tager til EM i Tyskland
Store dele af Stuttgart, Frankfurt og München bliver rød og hvid til sommerens EM-slutrunde for herrer. Det viser de seneste tal fra UEFA’s billetsalg.
Dansk fodbolds slutrundehistorie er allerede rig på rigtig mange store oplevelser, men tal fra UEFA’s billetsalg viser, sommerens EM-slutrunde for herrer i Tyskland bliver noget helt særligt fra et fanperspektiv.
I alt er der blevet solgt lige knap 50.000 danske billetter fordelt over de tre kampe. Det betyder, at store dele af de tre stadioner i Stuttgart, Frankfurt og München bliver klædt i rødt og hvidt.
Til kampen mod Slovenien i Stuttgart vil der være 16.885 danske fans, i Frankfurt mod England vil der være 15.129 danske fans, mens der i München mod Serbien vil være 17.407 danske fans.
”Slutrunden i Tyskland har længe været et stort mål og drøm for alle i fodbold Danmark, og når vi nu kan se, hvor mange danske fans der kommer til kampene, så stiger begejstringen og forventningerne til slutrunden endnu mere. Opbakningen fra alle vores fans betyder rigtig meget for spillerne. Vi kommer helt sikkert til at kunne mærke den store opbakning, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil løfte holdet og give spillerne ekstra energi. Vi håber, at vi sammen med alle danskerne kan skabe nye og store øjeblikke både på og udenfor banen,” siger DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller.
Tallene fra UEFA er oplyst i starten af resale-salget, og derfor er det forventningen, at tallene kan blive endnu højere. Det er forventningen, at UEFA løbende vil åbne for salg af flere billetter, så danske fans skal holde øje med deres indbakke fra UEFA.
Derudover forventes det, at UEFA åbne for et såkaldt ”spillover-salg”, når slutrunden kommer nærmere, hvor det også vil være muligt for danske fans at købe billet.
Men selv for fans, der skulle være uheldige ikke at købe en billet, kan der vente store oplevelser i Tyskland.
”Vi er i fuld gang med at planlægge en masse fanaktiviteter, som alle kan være en del af. Der vil være et mødested for alle danske fans stadionbyerne på kampdage, men også mellem kampene i vores Camp Denmark vil der være en masse aktiviteter. Det kan blive en uforglemmelig sommer for de titusindvis af danske fans, som kommer til Tyskland,” siger fankoordinator Martin Ramtung.
Hvis danske fans stadig mangler at finde et sted at bo i Tyskland i forbindelse med Herrelandsholdets to første kampe, så er det stadig muligt at købe billetter til Camp Denmark.
Her er der lagt op til stor dansk fanfest med storskærm, badesø og andre aktiviteter, ligesom store danske kunstnere som Malte Ebert og andre kommer forbi og spiller koncert.