I 2020 lavede DBU en stor diversitetskortlægning, hvor mere end 8.000 aktive i dansk fodbold svarede på spørgsmål.

Men meget kan være sket siden, og derfor har Etisk Udvalg med reference til Governance- og Udviklingskomiteen bedt DBU Analyse om at lave en opdatering af kortlægningen og altså gentage undersøgelsen.

Det er vigtigt, at så mange som muligt besvarer spørgeskemaet, så diversitetskortlægningen kan give et rigtig godt billede af status på diversiteten i dansk fodbold.

Opdateringen har til formål at se på udviklingen fra 2020, hvor der blandt andet vil blive målt på køn, etnicitet og seksualitet. Og i forhold til 2020-udgaven vil der også blive kigget på funktionsnedsættelser og diagnoser.

Undersøgelsen er sendt ud til store dele af Fodbolddanmark. Det er Verian (tidligere Gallup), der står for udsendelsen.

Resultaterne vil blive delt i en rapport i løbet af foråret. Hvis der er spørgsmål, er det muligt at kontakte Claes eller Søren fra DBU Analyse.