Så er Fodboldens Kongres 2024 i gang!
I dag samles fodboldinteresserede fra øst til vest på Docken i København til en dag i fodboldens tegn. Dagen skal gøre os klogere på, hvordan vi kan udvikle dansk fodbold sammen.
Landstrænere, dommere, fodboldfans, klubber og andre dedikeret til fodbolden er i dag samlet til Fodboldens Kongres på Docken i København.
Her vil de på kryds og tværs vidensdele, diskutere og dele en fælles passion for fodbold.
Da kongressen sidst blev afholdt i 2022 var fokus på DBU’s nye strategi ’Samle og Begejstre’. Flere af målene fra strategien er i dag tæt på at være nået, men udviklingen i fodbold står aldrig stille. Og det gør DBU’s ambition om at udvikle dansk fodbold heller ikke. Derfor er dagen i dag dedikeret til at finde ud af, hvordan vi sammen udvikler dansk fodbold.
”Det er vigtigt, at vi kan samles på en dag som i dag på tværs af funktioner og interesser. Dansk fodbold er i stor udvikling. Vi har rekordhøje medlemstal og fyldte tribuner til landskampe. Men hvis udviklingen skal vare ved, og vi skal nå vores mål, er det vigtigt, at vi fortsætter med at samarbejde på tværs af hele Fodbolddanmark,” siger administrerende direktør i DBU, Erik Brøgger.
Navne som landstræner Kasper Hjulmand, journalist Anders Agger, U18-træner i Brentford, Lydia Bedford, og andre store aktører fra både ind- og udland vil i dag kunne opleves på kongressens scener, hvor emner som frivillighed, fællesfodbold på tværs af køn, dommerens rolle og meget mere vil blive diskuteret.
Det er tredje gang, at dørene bliver slået op til Fodboldens Kongres.
Kongressen er førhen blevet afholdt i Silkeborg og Horsens.