Nyt panel skal styrke fanscenen på Kvindelandsholdet
Fanscenen omkring Kvindelandsholdet skal udvikles, og derfor opretter DBU nu et fanpanel.
En historisk kamp i Parken med knap 22.000 rød-hvide fans, kæmpe opbakning på udebaneture til både EM 2022 i England, i Malmø og i Rostock – og en fantastisk kulisse til Danmarks Nations League-kamp mod Island, der blev sparket i gang med et brag af et fyrværkerishow.
Fanscenen omkring Kvindelandsholdet har de seneste år budt på store oplevelser og en positiv udvikling. Og nu skal fanscenen løftes yderligere. Derfor etablerer DBU et fanpanel for Kvindelandsholdet, som skal forbedre oplevelsen for fans og øge opbakningen til holdet.
Panelet har deltagelse af en bred vifte af danske fans for at skabe et fundament, der er repræsentativt for hele fanbasen.
Martin Ramtung, fankoordinator i DBU, glæder sig over det nye fanpanel:
”Vi oplever en stigende interesse i Kvindelandsholdet fra vores mange passionerede fans, der kan hjælpe med at løfte fanscenen omkring Kvindelandsholdet til et endnu højere niveau. Derfor opretter vi nu et fanpanel, der i tæt samarbejde med os skal kigge på, hvordan vi kan skabe endnu større engagement med nye aktiviteter og uforglemmelige oplevelser,” siger Martin Ramtung.
Sofie Damberg, landsholdsfan og medstifter af Farum Bangers, ser frem til at være med i fanpanelet:
”Jeg har meldt mig til fanpanelet, da jeg synes, at kvindefodbold er på vej i den rigtige retning. Men jeg vil gerne bidrage til en større udvikling. Det danske kvindelandshold og kvindefodbold kan noget helt specielt, som kræver en større opmærksomhed, end det er tilfældet lige nu,” siger Sofie Damberg.
Ud over Sofie Damberg tæller fanpanelet også Amalie Bremer, der er medstifter af fanklubben for Kvindelandsholdet, tidligere landsholdsspiller Luna Gevitz samt landsholdsfans Freja Dahl og Jacqueline Berry. DBU er i gang med at finde de sidste medlemmer af fanpanelet.
Fanpanelet for Kvindelandsholdet vil mødes før hver landsholdssamling for at diskutere relevante områder omkring fanscenen. Det inkluderer fanzone, tifo- og stemningsarbejdet, stadionunderholdning i forbindelse med landskampe, udebaneture og meget mere