Historisk stort skridt i udviklingen af fodbold for piger og kvinder
DBU investerer 11 millioner kroner i en ambitiøs plan for fodbold for piger og kvinder, der med 12 forskellige indsatser skal sikre bedre resultater, flere fans og sponsorer samt endnu flere piger og kvinder på og uden for banen.
Der sker virkelig meget både nationalt og internationalt, når det handler om fodbold for piger og kvinder. I Danmark er der kommet en ny kvindeliga, der er et voksende medlemstal, og så blev der sidste år præsenteret en pige-kvindetalentstrategi.
I weekenden blev Kvindedivisionsforeningen ved DBU’s repræsentantskabsmøde stemt ind som det tredje medlem af DBU, og det blev besluttet at etablere en kvindeelitekomité.
Men der er fortsat udfordringer og et godt stykke, inden der er ligestilling i dansk fodbold. Der er blandt andet en fortsat mangel på kvindelige ledere i dansk fodbold, få kvindelige trænere og få kvindelige dommere. For at sætte yderligere fart på udviklingen har 89 personer fra hele Fodbolddanmark derfor de seneste par år bidraget til at lave en udviklingsplan for fodbold for piger og kvinder.
Planen beskriver i detaljer, hvilke indsatser og ikke mindst kulturændringer, der er behov for, hvis der for alvor skal ske et løft i ligeværd inden for fodbold i hele Danmark.
Det er blevet til 12 forskellige indsatser, der dækker områder i alt fra DBU’s administration til arbejdet med ligeværd der skal understøtte indsatser helt ude i klubberne. Alt sammen med formålet at styrke fodbold for piger og kvinder og bakke op om alle de projekter, som allerede er igangsat såsom Get Movin’, børnestrategien og pige-kvindetalentstrategien.
I januar har 2022 vedtog DBU’s bestyrelse en mission, vision og ambition for fodbold for piger og kvinder i Danmark, og nedsatte på den baggrund en arbejds- og styregruppe med bred repræsentation fra DBU’s lokalunioner, Kvindedivisionsforeningen, Divisionsforeningen og DBU.
Arbejds- og styregruppen har fremlagt udviklingsplanen for DBU’s bestyrelse, ligesom både Breddekomiteen og Komiteen for Professionel Fodbold Bestyrelsen har fået den præsenteret.
Alle tre parter har godkendt planen. Dermed er det en fælles beslutning på tværs af dansk fodbold, at planen nu skal føres ud i livet:
”Fodbold for piger og kvinder står over for nogle vigtige år, og vi er rigtig glade for det store stykke arbejde, der er blevet lagt i at udforme udviklingsplanen. Den bakker vi op om. Der skal ske mere, hvis vi skal udjævne nogle af de ubalancer, der er ift. ligestillingen i fodbold. Handlingsplanen er derfor et nødvendigt skridt for den fortsatte udvikling af fodbold for piger og kvinder, og vi ser frem til, at den nu bliver effektueret i hele Fodbolddanmark,” siger DBU’s formand, Jesper Møller.
Til gennemførelse af planen er der afsat 11 mio. kr., der skal anvendes frem til 2027. Der vil ske løbende evaluering af planen for at sikre, at alle indsatser gennemføres og vurdere, om der evt. er behov for tilpasninger. Der oprettes et advisory board bl.a. med det formål for øje.
Udviklingsplanen understøtter fire af de fem overordnede pejlemærker i DBU's strategi "Samle og Begejstre".
De 12 indsatser
- DBU Børneklub er for alle børn - For at blive en DBU Børneklub skal man have fuldt fokus på at tilbyde fodbold for det enkelte barn.
- Børnehavebold – Det er en indsats, der skal have fokus på arbejdet med bold og kultur i børnehaver.
- Fællesfodbold for børn under 12 år – Det er et ønske om at teste en måde at arbejde med børnefodbold på der ikke nødvendigvis starter med at dele børn op efter køn. I højere grad have større fokus på glæde, trivsel og udvikling.
- Strategi for piger og kvinder i lokalunionerne – Det er ikke alle lokalunioner der i dag, har en strategi for fodbold for piger og kvinder, men det skal der skabes.
- Etablering af et administrativt fagnetværk - Der skal skabes en større sammenhængskraft på tværs.
- Kulturelle forandringer – Forandringer skal hjælpe med at skabe ligeværd mellem køn.
- Samordningsværktøj – Det skal optimere muligheden for at vidensdele på tværs.
- Nøglemedarbejdere i organisationen – Der skal tages bedre ejerskab på styrkelsen af fodbold for piger og kvinder på administrativt niveau.
- Træneruddannelsen – Planer om et obligatorisk praktikforløb i de bedste rækker hos det modsatte køn samt implementering af fleksibel mentorordning.
- Dommerområdet – Der skal større prioritet og opmærksomhed på barrierer på området.
- Viden og forskning – Ønske om at sikre endnu mere relevant viden på området.
- Task Force inden for kommerciel og kommunikation – Den skal arbejde på at få udviklet, indarbejdet og fremtidssikret nye måder at tænke hele pige- og kvindeområdet på.