DBU er fodboldens forbund med godt 360.000 aktive spillere og mere end 130.000 frivillige trænere, holdledere, dommere med flere fordelt på knapt 1540 klubber over hele landet. Vi står for alle danske senior- og ungdomslandshold, udvikling og uddannelse af spillere, trænere, ledere, dommere og mange andre funktioner i fodboldens verden.

DBU er også en fodboldpolitisk organisation med en lang række komiteer og udvalg, der med hver sin faglighed er med til at flytte dansk fodbold fremad.

Den 1. juli starter en ny mandatperiode for DBU’s komiteer og udvalg. DBU har besluttet, at det skal være muligt for eksterne at søge om at blive medlem af udvalgte komiteer og udvalg i den kommende mandatperiode, som løber fra den 1. juli 2024 til 30. juni 2026. Der er samlet 55 pladser i de komiteer og udvalg, man kan søge til.

"Det er et vigtigt skridt, at vi nu åbner for, at personer udefra kan søge om at komme med ind i det fodboldpolitiske maskinrum i DBU og bidrage til udviklingen af dansk fodbold. Fodbold udvikler sig hastigt i disse år. Inspiration udefra vil være vigtigt for at dansk fodbold følger med. Jeg håber derfor, at mange vil udnytte muligheden og søge en plads i vores komiteer og udvalg," siger DBU’s formand, Jesper Møller.

Hvor kan man søge?: Det er muligt at ansøge om medlemskab i de komiteer og udvalg, der refererer direkte til DBU’s bestyrelse. Sammensætningen af tre af DBU’s komiteer - Kvindeelitekomiteen, Komiteen for Professionel Fodbold og Breddekomiteen - er i forvejen bestemt i DBU’s love, og det vil derfor ikke være muligt at søge til disse.

Det er muligt at søge til disse:

  • Landsholdskomiteen
  • Governance- og Udviklingskomiteen
  • Dommerudvalget
  • Futsaludvalget
  • Hædersbevisningsudvalget
  • DIF-udvalget
  • Bæredygtighedsudvalget
  • DBU’s Ungdomsfonds bestyrelse

Du kan søge her.

Krav til ansøgere: Vi opfordrer alle interesserede til at læse om de specifikke krav og forventninger til hver enkelt komité eller udvalg, før de sender deres ansøgning. Dette kan omfatte ekspertise inden for bestemte områder, erfaring inden for fodboldverdenen eller andre relevante kvalifikationer.

DBU opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Indsendelse af ansøgning: Ansøgere bedes udfylde vores online ansøgningsformular via dette link og vedhæfte CV samt eventuelle relevante dokumenter. Ansøgningsfristen er 15. april 2024.

Evaluering af ansøgninger: DBU’s administration vil gennemgå alle indsendte ansøgninger og vurdere dem baseret på kvalifikationer, erfaring og relevans i forhold til det specifikke udvalg eller komite.

Udvælgelse: DBU’s bestyrelse udpeger medlemmer til DBU’s komiteer og udvalg i slutningen af juni 2024. Alle ansøgere vil modtage information om resultatet af deres ansøgning.

Start: Hvis man bliver udpeget, gælder mandatperioden for 1. juli 2024 til 30. juni 2026. Første møde i komiteen eller udvalget forventes i september 2024.

Som komité- eller udvalgsmedlem modtager man ikke vederlag. I stedet får man gratis adgang til lands- og klubkampe i Danmark, tøjpakke fra hummel mv.

Hvis du har spørgsmål vedrørende ansøgningsprocessen eller ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte DBU’s politiske & strategiske sekretariat på polsekr@dbu.dk.

Landsholdskomiteen

Landsholdskomitéen skal sikre, at dansk fodbold på både kvinde- og herresiden er internationalt konkurrencedygtige målt på både kompetencer, set-up og matchning.

Derudover skal komitéen også være med til at sikre en strategi i forhold til talentudvikling for dansk ungdomslandsholdsfodbold og bidrage til arbejdet med kommercielle og kommunikative strategier i forhold til branding og eksponering af DBU’s landshold.

Komiteen mødes kvartalsvis.

Governance- og Udviklingskomiteen

Målet med Governance- og Udviklingskomitéen er, at DBU skal være kendt og anerkendt for Good Governance, samfundsansvar og gode relationer ved at sikre transparens og ordentlighed.

Komitéen skal dermed være med til at rådgive DBU’s bestyrelse i arbejdet med at sikre, at unionen er en samfundsbærende rollemodel, der udviser mangfoldighed og opdrager til fællesskab og demokrati.

Ydermere skal Governance- og Udviklingskomitéen bidrage til arbejdet med at sikre dansk fodbolds etiske profil og grundprincipper og være med til at fremme dansk fodbolds uddannelses- og udviklingsarbejde.

Komiteen mødes kvartalsvis.

Dommerudvalget

Dommerudvalget har bl.a. til formål at varetage DBU’s interesser inden for dommerområdet i de turneringer, som DBU afholder. Dette indebærer bl.a. at sikre overholdelse af fodboldloven i overensstemmelse med retningslinjer fra FIFA og UEFA.

Udvalget har ansvar for at rangere dommere og udviklere inden for elitefodbolden samt at sikre en kontinuerlig udvikling af dommere og udviklere på dette niveau. Dette inkluderer ansvar for uddannelse og fastlæggelse af retningslinjer for talentstrukturen inden for elitedommernes og eliteudviklernes træning og udvikling.

Desuden har udvalget ansvaret for at tolke fodboldloven og fastlægge retningslinjer på dommerområdet, som er gældende for både DBU og DBU's medlemmer.

Udvalget mødes kvartalsvis.

Futsaludvalget

Udvalget varetager opgaver for dansk futsal på lands- og klubniveau, herunder udviklingsplan for futsal i Danmark, udvikling af futsalligaen, U- og A-futsalllandsholdene, futsal-DM mv.

Udvalget mødes 4-6 gange årligt.

Hædersbevisningsudvalget

Udvalgets centrale arbejde er at være med til at sikre, at dansk fodbold hylder sine helte på og uden for banen. Reglementet for hædersbevisninger er omdrejningspunktet for udvalgets arbejde, hvor man ser på, hvordan dansk fodbold kan hædre og hylde de mange ildsjæle i dansk fodbold i form af frivillige, ledere, trænere, spillere, dommere mv.

Udvalget mødes to gange årligt.

DIF-udvalget

Udvalget er ansvarligt for at bistå DBU i Danmarks Idrætsforbunds (DIF) bestyrelse vedrørende spørgsmål af betydning for DIF. Derudover har udvalget til opgave at arbejde på at styrke DBU's position og indflydelse inden for DIF i forbindelse med DIF's årlige møder og budgetmøder.

En vigtig del af udvalgets arbejde er at rapportere til DBU's bestyrelse om implementeringen af strategiaftalen mellem DBU og DIF. Dette indebærer også forberedelse af DBU's repræsentanter til deltagelse og eventuel afgivelse af stemmer ved DIF's årlige møder og budgetmøder.

Udvalget har desuden ansvaret for at holde DBU's fodboldpolitiske bagland informeret om DIF's bestyrelsesarbejde. I tæt samarbejde med DBU's administration følger udvalget op på implementeringen af strategiaftalen mellem DBU og DIF. Endvidere har udvalget til opgave at identificere relevante emner til diskussion inden for DIF-regi, som kan være af betydning for DBU og dansk fodbold.

Udvalget mødes to-tre gange årligt.

Bæredygtighedsudvalget

Udvalget har til opgave at omsætte de grønne ambitioner i DBU-strategien til en konkret delpolitik for bæredygtighed, der inkluderer konkrete handlinger, etablering af nye partnerskaber og fastsættelse af mål frem mod 2025. Derudover sigter udvalget mod at forny fodboldens opfattelse af det "gode fodboldmiljø" og det at være "en del af noget større", hvor miljømæssige hensyn og grøn omstilling integreres.

En væsentlig del af udvalgets arbejde er at understøtte en grøn udvikling af DBU's kommercielle aktiviteter samt at indsamle data og faglige indsigter, der kan motivere til en ny klimavenlig og grøn retning for fodbold i Danmark.

Derudover vil udvalget arbejde på at fremskaffe data og evidens for fodboldens klima- og miljøaftryk, eksempelvis ved at analysere effekten af afvikling af landskampe i Parken eller fodboldklubbers transportvaner. Der planlægges også at gennemføre et trend- og surveysstudie blandt aktive spillere, frivillige og fans for at indsamle viden om grøn bæredygtighed i fodboldmiljøet.

Endvidere vil udvalget arbejde for at implementere grønne politikker fra DBU’s egen FSR-handleplan, FN's Verdensmål, UN Global Compact og UEFAs bæredygtighedsstrategi for 2030 i en dansk fodboldkontekst. Dette inkluderer også at ansøge om, iværksætte eller deltage i relevante innovationsprojekter vedrørende fodbold og grøn bæredygtighed.

Udvalget mødes kvartalsvis.

DBU’s Ungdomsfonds bestyrelse

Fodboldklubber under DBU kan søge om tilskud til turneringer, stævner eller andre sociale aktiviteter hos DBU´s Ungdomsfond af 18. maj 1964. Tilskuddet er rettet mod klubbens ungdomsfodbold (U13-U19).

Fonden hjælper også idrætsudøvere, som har brug for hjælp efter eksempelvis sygdom eller ulykke.

Fonden ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der udpeges af DBU’s bestyrelse.

Fondens bestyrelse mødes cirka to gange årligt.