Dansk fodbold samlet til DBU’s repræsentantskabsmøde
I dag blev der afholdt DBU’s årlige Repræsentantskabsmøde. På dagens møde var der både fokus på året, der er gået og dansk fodbolds fremtid med Hele Danmarks Klubhus.
Traditionen tro var repræsentanter fra hele dansk fodbold samlet til DBU’s årlige repræsentantskabsmøde, der i år blev afholdt på Docken i København. Her kiggede repræsentantskabet både på året, der er gået og fremtiden i dansk fodbold.
2023 bød på rekordmange medlemmer, en VM-slutrunde på den anden side af jorden, udsolgte landskampe i Parken, talentstrategi for piger og kvinder og mange andre ting.
På talerstolen talte formand Jesper Møller både om alt det positive i dansk fodbold, men også om de udfordringer, dansk fodbold står overfor:
”Det går fantastisk i dansk fodbold, og vi står et rigtig godt sted med både medlemsrekord, udsolgte landskampe og sportslig succes. Men vi har også udfordringer, når det kommer til diversitet, faciliteter og ordentlighed, som vi sammen skal have fokus på," siger Jesper Møller.
Hele Danmarks Klubhus
På repræsentantskabsmødet blev der også sat fokus på Hele Danmarks Klubhus. DBU’s vision, der omhandler nationalt træningscenter, nyt domicil for DBU og regionale kraftcentre og moderne stadions. Hele Danmarks Klubhus er et kulturprojekt, der skal være med til at fremtidssikre dansk fodbold med en lang række tiltag.
Derudover blev der også taget et kig på året der kommer i dansk fodbold med EM-slutrunde for Herrelandsholdet, den fortsatte ambition om at skabe verdens bedste børnefodbold og arbejdet for at få flere piger og kvinder i fodboldens verden.
Ved repræsentantskabsmødet blev der også uddelt en lang række priser, godkendt vederlagspolitik samt optagelsen af Kvindedivisionsforeningen som tredje medlem af DBU.